⭐⭐
Betty Nansen Teatret kaster sig over Goethes gigantiske værk, men forsøget på at gøre Faust moderne ender med at udvande både historien og oplevelsen.
Jeg må indrømme, at jeg gik ind til Faust med en vis spænding. Goethes værk er gigantisk, og her havde Betty Nansen Teatret ovenikøbet valgt at lade en ny generation af scenekunstnere kaste sig over både Faust I og Faust II. Er det modigt eller kræver opgaven mere erfaring, end de har på nuværende tidspunkt? Efter forestillingen hælder jeg mest til det sidste.
Lea Fedida Claussen står for iscenesættelsen og har bearbejdet Goethes klassiker sammen med Elias Sadaq og scenograf Maya Livingstone. Nicolaj Kopernikus spiller Faust, mens Thomas Hwan er Mefisto.
Goethe arbejdede på Faust i mere end 60 år, fra 1770’erne til kort før sin død i 1832. Faust I udkom i 1808, mens Faust II først blev færdiggjort i hans alderdom og udgivet efter hans død. De to dele er derfor også meget forskellige i både form og indhold.
I Faust I (1. akt) præsenteres Dr. Faust som en moderne professor, der efter eget udsagn vil gøre verden til et bedre sted. Han har skrevet bogen For a Better World, som han rejser rundt og præsenterer på bogmesser med tilhørende selvpromovering. Faust er i nutidssprog en kystbanesocialist. Han taler gerne intellektuelt om at hjælpe “de fattige” og “undertrykte”, men fra en tryg position øverst i samfundet. Da han møder den 15-årige Gretchen, en sårbar ung pige, bliver hans egne ord hurtigt sat på prøve. Han forfører og voldtager hende, gør hende gravid og efterlader hende i en tragedie, der ender med, at hun dræber sit spædbarn.
Men Fausts motiver bliver aldrig rigtig tydelige for mig. Hvorfor kaster han sig pludselig over Gretchen? Vi forstår hans hykleri, men ikke rigtig, hvad der driver ham, og dermed bliver hans handlinger mere et dramaturgisk greb end en konsekvens af den karakter, vi har lært at kende.
Thomas Hwan er forestillingens mest overbevisende figur. Han er langt fra skræmmende som djævel, nærmest lidt fjollet, men hans motivation står tydeligt: Mefisto har været for længe på jorden og har set, hvor onde mennesker er, og nu vil han gerne hjem til himlen.
Nicolaj Kopernikus gør det godt og fanger essensen af den tørre, hykleriske professor, som gerne vil redde verden. Hvis han samtidig kan få lidt stjernestatus med i købet, ville det jo også være dejligt.
Men Mefistos fristelse af Faust fremstår tam. Vi mærker ikke rigtig passionen i Faust, og Mefisto er på ingen måde uhyggelig.
Den komiske vinkel bliver også problematisk. Når emnet handler om udnyttelse af en teenager, voldtægt og et spædbarnsmord, sidder jeg som publikum tilbage med spørgsmålet: Skal vi grine? Det giver ikke mening for mig, og forestillingen giver mig ikke en opklaring af, hvordan jeg skal forstå den kontrast.
I Faust II (2. akt) bliver Faust langt mere vidtfavnende og symbolsk. Og her går al sammenhæng for mig i fløjten. Faust II er vanskeligt materiale, men forestillingen løser ikke vanskelighederne, den lægger dem over på publikum.
I Faust I er der en scenografi (sådan da). Vi ser et indkøbscenter med karikerede typer, man kan genkende, fra den virkelige verden. Her har ensemblet også definerede roller, og scenen fungerer faktisk. I indkøbscentret vil nogle ældre kvinder have en ung pige og hendes fulde bror smidt ud. Kvinderne har sjove replikker, der rammer vores trang til at hjælpe udsatte mennesker, bare de ikke forstyrrer vores pæne hverdag. Den satire er skarp og relaterbar, og den høstede også grin fra publikum.
Desværre er det den eneste scene af den kvalitet.
I Faust II står vi med en bar boksscene indhyllet i hvide lagner, der er syet skævt og er krøllede. Er det med vilje, eller var der bare ikke tid til at gøre mere ud af scenografien? Man bliver i tvivl.
Jeg tør næsten ikke sige noget om kostumerne. De ligner ærlig talt ikke velovervejede kostumer, men noget fra den lokale SFO’s udklædningskasse. Hvis det er meningen, går den helt hen over hovedet på mig.
Ensemblet består af dygtige skuespillere, men især i Faust II virker det, som om de går lidt formålsløst rundt på scenen, når fokus er på Faust eller Mefisto. En scene kan godt foregå i flere lag, men her virker det ikke, som om instruktionen giver plads til mere end én ting ad gangen.
Andre steder bruges der lang tid på ligegyldige passager, for eksempel når der langsommeligt skal fejes pengesedler væk fra scenen. Det forstyrrer flowet i sådan en grad, at man begynder at miste interessen. Og det gjorde jeg.
Undervejs i Faust II mærker man en rastløshed i salen. Personen bag mig begynder at knipse på sit vinglas, min sidemand har telefonen frem flere gange, og fra balkonen kan vi se, at nogle publikummer forlader salen. Jeg mistede helt ærligt også tålmodigheden og begyndte at tune ud.
Enkelte steder rammer den moderne samfundssatire faktisk noget præcist. Men samlet set føles Faust som at spæde Amarone op med cola. Et stort og komplekst værk er blevet gjort moderne, men det, der skulle give det nyt liv, ender med at udvande det. Til sidst står jeg tilbage med en forestilling, der virker ufærdig og tilfældig. Det er synd, for ambitionerne fejler bestemt ikke noget.
Titel: Faust
Iscenesættelse: Lea Fedida Claussen
Spillested: Betty Nansen Teatret
Periode: 26. september til 31. oktober 2026
Genre: Skuespil