⭐⭐⭐⭐

Et usandsynligt plot får nyt liv gennem smuk musik og stærke unge sangere.

Det er en præmis i de fleste operaer, at man må acceptere et par usandsynligheder undervejs, men Mozarts opera fra 1790 kræver, at publikum accepterer, at to kvinder ikke kan genkende deres egne forlovede i forklædning. Selv efter mere end to hundrede år er præmissen svær at sluge. Alligevel virker historien, fordi følelserne er troværdige selvom handlingen ikke er det.

Così fan tutte føles som en fortids sæbeopera. Der er ingen guder, trolddom eller ydre konflikter. Alt drama udspringer af karakterernes egne usikkerheder og selvbedrag.

De unge officerer Ferrando og Guglielmo er overbeviste om deres forlovede Fiordiligi og Dorabellas evige troskab. Don Alfonso er mindre sikker. Han foreslår et eksperiment, hvor mændene udgiver sig for at være fremmede og forsøger at forføre hinandens kærester.

Operaakademiets opsætning på Takkelloftet passer bemærkelsesværdigt godt til værket. Rummet skaber nærhed, og den fremragende akustik betyder at man føler sig tæt på historien og nærmest omfavnet af den legende smukke musik.

Hele opsætningen har en ungdommelig lethed, som passer godt til historiens fokus på overgangen fra uskyld til erfaring. Man mærker, at værket er valgt med omtanke til netop denne gruppe unge sangere.

Ikke alle komiske indslag fungerer lige godt. Første akt bruger meget energi på overdreven komik, blandt andet når de to mænd vender tilbage forklædt som sørøvere i et look, der leder tankerne hen på Jack Sparrow. Et aldeles usexet look for to mænd hvis mål er at forføre. Optrinet er underholdende nok, men føles også som en sekvens, hvor handlingen står stille.

Hvis handlingen nogle gange vakler, så holder musikken forestillingen på ret kurs. Mozarts ensemblemusik er simpelthen vidunderlig. Stemmerne flettes sammen med en lethed, der får selv komplekse passager til at føles elegante og musikken er i konstant bevægelse.

Orkestret sidder direkte på scenen og bliver i enkelte scener også en del af komikken, f.eks. da Despina begynder at rengøre musikernes instrumenter. Den slags cross-over mellem musikere og sangere løfter oplevelsen og bryder grænsen mellem scene og orkester på en befriende måde.

Samtidig er Così fan tutte et værk, der kræver tålmodighed. Flere musikalske passager gentager de samme følelsesmæssige pointer, så længe, at man indimellem forstår, hvorfor kejser Josef i filmen Amadeus klager over “too many notes”. Det er dog en udfordring, der ligger i værket snarere end i denne produktion.

Hvor første akt ofte føles som en række komiske optrin, blev jeg personligt langt mere rørt i 2. akt. Fortællingen bliver pludselig mere relevant og moderne. Her kan man genkende følelser og frustrationer som er universelle og en del af alle menneskers modenhedsrejse.

Det er kvinderne der styrer fortællingen med et både interessant og modigt omdrejningspunkt.

Melike Uludag giver Dorabella varme, rummelighed og jordforbindelse. Hendes mezzosopran skaber en rolig bund i ensemblet, og hun fremstiller karakteren med en naturlighed, der gør hendes udvikling troværdig.

Som Fiordiligi er Linnea Nordenback mere dramatisk og principfast. Hendes stærke moralske overbevisning gør hendes indre konflikt desto mere interessant, når den begynder at slå sprækker. Samspillet mellem de to kvinder er både overbevisende og fængende og får os næsten til at glemme hvor absurd plottet er.

Forestillingens mest charmerende præstation kommer dog fra Ava Line Shokooh som Despina. Hun besidder både komisk timing og en naturlig frækhed, der gør figuren uimodståelig. Enkelte gags bliver lidt for ivrige, men hendes charme er så stor, at man følger hende uanset hvad, selv en Michael Jackson imitation.

Magnus Løvlie og Giacomo Schmidt skaber en fin kontrast mellem to forskellige mandetyper. Hvor de i første akt ofte fremstår fjollede og selvtilfredse, bliver de senere mere bevidste om deres egen seksualitet og den tiltrækningskraft, de forsøger at bruge. Begge sangere formidler overbevisende den modning, karaktererne gennemgår, efterhånden som de opdager, at virkeligheden er langt mere kompliceret end deres idealiserede forestillinger om kærlighed.

Forestillingens største udfordring er dog stadig værket selv. Così fan tutte er en opera, der konstant balancerer mellem det fjollede og det dybt menneskelige. Når den er mindst overbevisende, føles den som en komedie bygget på et usandsynligt eksperiment. Når den er bedst, bliver den et overraskende skarpt portræt af mennesker, der opdager, at livet og kærligheden er mere kompliceret, end de havde forestillet sig.

Operaakademiets unge sangere formår at finde den alvor, der gemmer sig under komedien, og især de tre kvindelige roller giver forestillingen både varme, humor og menneskelighed.

Hvis dette er et billede på den næste generation af operasangere, er der god grund til optimisme.

Titel: Così fan tutte
Instruktør: Jacopo Spirei
Spillested: Det Kgl. Teater, Takkelloftet
Periode: 15. – 20. juni 2026
Genre: Opera