⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Et spark til både teenagere og deres forældre
Jeg gik ind til forestillingen uden at vide ret meget om den. På sociale medier svinger holdningerne voldsomt. Nogle hader Dear Evan Hansen, andre elsker den. Det vakte min nysgerrighed. På plakaten foran Skuespilhuset stod der: “The most vital and important musical of a generation.” “Arh, mon dog!” tænkte jeg. Der skal alligevel en del til at imponere en rutineret teatergænger med en naturlig skepsis over for store superlativer.
Da jeg gik fra forestillingen igen, var min skepsis gjort til skamme. Jeg forlod teatret med følelsen af at have fået vendt vrangen ud på hjertet, men på den smukkeste måde. Dear Evan Hansen er et betydningsfuldt værk, fordi det tør dvæle ved det, vi helst undgår: ensomhed, angst, skyld og forældres frygt for ikke at slå til. Det er en forestilling, der taler lige stærkt til teenagere og deres forældre og det er en sjældenhed.
Samtidig forstår jeg godt, at nogle kan blive frastødt. Historien gør ondt. Den pirker til alle ens usikkerheder som forælder og smider ens værste mareridt om ens barns trivsel lige i ansigtet. Det er ubekvemt, men det er også derfor, den er vigtig. Når smerten bæres af stærke melodier og et intenst, velspillende liveorkester, skal man være lavet af sten for ikke at blive berørt.
Evan Hansen er en socialt akavet og ensom teenager, der kæmper med angst og følelsen af at være usynlig. Som led i sin terapi skriver han breve til sig selv. Da et af disse breve findes på klassekammeraten Connor efter dennes selvmord, opstår en fatal misforståelse. Connors forældre tror, at Evan var deres søns nære ven. Evan lader sig rive med af deres behov for trøst og forståelse og han bygger videre på løgnen. For første gang i sit liv føler han sig set. Men løgnen vokser og får dybe konsekvenser for alle involverede.
Historien er både enkel og kompleks og det samme gælder scenografien. Udtrykket er minimalistisk, men rummer mange lag. En roterende scene skifter effektivt mellem skole og hjem og lysdesignet markerer stemningen. Kostumerne er hverdagsagtige og de universelt genkendelige IKEA-møbler og designklassikere ligner noget vi alle kan genkende fra vores egne hjem.
Det er et bevidst valg, der skaber nærvær. Ingen store sceniske gimmicks, ingen visuel overstyring. Det er karaktererne og relationerne, der er i centrum.
Dear Evan Hansen er en såkaldt “book-driven” musical, hvor sangene primært driver fortællingen frem. Musikken er tæt vævet ind i dialogen og udvikler karaktererne frem for at levere selvstændige showstoppere.
Det betyder også, at kun få numre for alvor kan stå alene. ‘Waving Through a Window’ og ‘You Will Be Found’ har den klareste hitstruktur og var dem, jeg kunne nynne bagefter. Resten smelter mere sammen med dramatikken. For nogle vil det opleves som mindre iørefaldende, for andre som mere helstøbt. Personligt savnede jeg et par flere melodiske øjeblikke, der kunne løfte sig fri af handlingen, men det er samtidig en del af værkets æstetik og præmis.
Thorbjørn Hedegaard bærer forestillingen i titelrollen. Han er på scenen næsten konstant og leverer en præstation, der er både teknisk imponerende og følelsesmæssigt ærlig. Hans Evan starter med flakkende blik, stammende replikker og krum ryg. Langsomt retter kroppen sig ud, stemmen falder til ro og modet vokser. Indtil konsekvenserne igen slår benene væk under ham. Transformationen er gradvis, men tydelig.
Vokalt er rollen benhård. Sange som ‘Waving Through a Window’ og ‘Words Fail’ ligger højt og kræver både kontrol og sårbarhed. Hedegaard formår at bevare ægtheden uden at lade teknikken tage over. Det er en præstation, der alene er billetten værd.
Forældregenerationen, Johanne Louise Schmidt som Evans mor samt Marie Dalsgaard og Carsten Svendsen som Connors forældre, tilfører forestillingen tyngde. De spiller med en troværdig blanding af varme, desperation og utilstrækkelighed. Især scenerne mellem Connors forældre rammer hårdt og giver historien en dimension, der rækker ud over ungdommens perspektiv.
De unge omkring Evan, Sara Viktoria Bjerregaard, Viktor Pascoe Medom, Kevan Nirwan Soliman og Malaika Berenth Mosendane, leverer et energisk modspil. De rammer den skrøbelige balance mellem ironisk distance og ægte usikkerhed, som kendetegner teenagere.
Selvom Dear Evan Hansen rummer en stærk universel fortælling, mærker man at historien lever i en amerikansk kontekst. Symbolikken omkring baseball-handsken eller hele arve- og collegeproblematikken hviler på kulturelle forudsætninger, der ikke helt oversættes til danske forhold. Når Connors far synger om en baseball-handske som far-søn-symbol, rammer det ikke med samme kraft herhjemme. En fodbold havde måske føltes mere umiddelbar.
Det samme gælder arven til college som Connors forældre tilbyder Evan. I et land med gratis uddannelse kan konfliktens økonomiske dimension virke lidt uvedkommende. Det skaber en lille distance i enkelte scener. Spørgsmålet er dog, om man skal “fordanske” et værk så stærkt for at ramme lokalt eller om man må acceptere dets kulturelle ophav. Her hælder produktionen klart mod det sidste.
En vigtig note: Et selvmord er centralt i fortællingen. Står man selv i en sårbar situation, kan forestillingen være voldsom.
Dear Evan Hansen er en hjerteskærende, rørende og modig musical, der tør tage ungdommens mentale sårbarhed alvorligt uden at levere lette løsninger. Det er ikke en feelgood-forestilling, man ubekymret ser igen ugen efter, men det er netop dens styrke.
Jeg lagde mærke til mange unge i salen, som reagerede stærkt. Det er en af de sjældne forestillinger, hvor teenagere og forældre kan gå ind sammen og få to forskellige, men lige værdifulde, oplevelser.
Teenager: Tag dine forældre i hånden og invitér dem med. Der er noget her, I bør tale om bagefter.
Titel: Dear Evan Hansen
Instruktør: Sara Cronberg
Spillested: Det Kgl Teater, Skuespilhuset og Århus Teater, Store Scene
Periode: 17. januar til 7. marts 2026 og 30. april til 6. juni 2026
Genre: Musical