⭐⭐⭐

Det britiske univers er charmerende, ensemblet stærkt og den sort-hvide iscenesættelse vellykket. Men den gamle krimiskabelon føles tung og bedaget i dag.

The Mousetrap havde premiere på Theatre Royal i Nottingham 6. oktober 1952, før den åbnede i Londons West End på Ambassadors Theatre 25. november samme år. Den er fortsat verdens længst spillede teaterforestilling.

Det er den klassiske whodunit-krimi, hvor vi som publikum selv kan gætte med undervejs. Denne interaktion med publikum er noget helt særligt ved Agatha Christies krimier.

Et ungt ægtepar åbner pensionatet Monkswell Manor, men allerede kort efter ankomsten af de første gæster bliver stemningen vendt på hovedet, da et mord finder sted i London, og politiet kan koble forbrydelsen til pensionatet.

Da en snestorm isolerer huset fra omverdenen, bliver de fem gæster og værtsparret pludselig fanget sammen. Alle har noget at skjule, og mistanken går hurtigt på kryds og tværs. Da en politibetjent dukker op for at efterforske sagen, bliver det klart, at morderen sandsynligvis befinder sig blandt dem.

Men hvem? Det er det spørgsmål, der driver Musefælden frem mod den afsluttende afsløring.

Monkswell Manor er omdrejningspunktet for hele handlingen, og derfor er der kun én scenografi. Den er til gengæld gennemført med den rette britiske vibe, høje mahognipaneler og plyssofaarrangement.

For at understrege, at dette skuespil er en ældre sag, spilles 90 procent af forestillingen i sort-hvid, mens de resterende 10 procent er i farver, når der sker noget sindsoprivende. Hvordan det lige klares rent lys- og farvemæssigt, har jeg ikke forstand på, men det virker.

Det er et ret godt greb, fordi handlingen, stilen og replikkerne er meget gammeldags. Den sort-hvide ramme gør, at vi automatisk er indstillet på at se noget, der ikke hører vores tidsalder til. Vi accepterer lettere de formelle høfligheder og det langsomme tempo.

Vi kan ikke komme udenom, at Musefælden er et gammelt teaterstykke og følger Agatha Christies velkendte skabelon for krimi: Først forbrydelse og kaos, derefter opklaring og ro. En skabelon, hendes mange mysterier har fulgt hundredvis af gange.

Det ændrer bare ikke på, at formen i dag virker noget bedaget. Tempoet er langsomt, og det meste af 1. akt bruges på at etablere, hvem der er hvem, og især hvilken status de har i samfundet. Noget, der var særdeles vigtigt på Agatha Christies tid, men som virker som tom snak i dag.

Det tager derfor rigtig lang tid, før vi kommer i gang med selve mysteriet. For lang tid. Da dramaet endelig begynder at samle sig, og vi skal til at gætte på, hvem morderen kan være, er man allerede mæt af ord.

Agatha Christie er noget særligt, og især som teenager var jeg helt vild med den genkendelige form i hendes bøger. Som voksen er gensynet trygt og velkendt, men efterhånden som den træge handling skrider frem, får jeg lyst til noget mere kød på indholdet.

Skuespillerne gør alt, hvad de kan, for at krydre replikkerne med personlighed, skævheder og komik. Noget virker godt, andet falder lidt til jorden.

Musefælden er et ensemble-stykke, hvor alle de medvirkende har en næsten lige stor rolle i handlingen. Samspillet mellem dem er stramt og velfungerende, men en anelse rutinepræget.

En fordel ved et ældre teaterstykke er dog, at der er lagt stor vægt på replikkerne og udtalen, og her brillerer alle de medvirkende. Hvad der mangler i sceneskift og spektakulære gimmicks, er der til gengæld i sproget. Det må være en fornøjelse som skuespiller at dykke ned i et stykke som Musefælden, hvor sproget vel nærmest er den egentlige hovedperson.

Hele ensemblet er stærkt, men Charlotte Elizabeth Munksgaards snobbede Mrs. Boyle formår at træde frem og frigøre sig fra det stramme og bedagede univers og give os nogle overraskende autentiske og komiske optrin. Det letter stemningen i en ellers meget restriktiv indramning.

Der er noget lidt frustrerende ved at se et ensemble, der tydeligvis besidder mere nuance og dybde, end de får mulighed for at vise. Tag for eksempel den mistænkelige gæst, hvis nervøse sidebemærkninger antyder en større bagvedliggende historie. Desværre giver det klassiske krimiplot ikke plads til nogle afstikkere.

Et skuespil som Musefælden rører man ikke ved. Det kan ikke bringes up to date, og det kan ikke moderniseres uden at tabe essensen. Det står som en tidslomme og er helt sin egen. Det er både stykkets styrke og svaghed.

Grebet med at iscenesætte stykket som en gammel sort-hvid film er godt tænkt og gennemført, men ellers er det visuelle udtryk temmelig traditionelt.

Selvom der er et par velvalgte jump scares med lyd og lys, som sidder godt, bliver krimien aldrig rigtig spændende eller uhyggelig. Jeg sad ikke på kanten af stolen og fik lyst til at gætte med på, hvem morderen kunne være. Noget, som ellers kendetegner Agatha Christies krimier.

Med over 30.000 forestillinger på bagen er Musefælden for længst blevet en institution med kultstatus, og troskaben mod de klassiske konventioner er interessant nok som kuriosum. Men nogen neglebider er det ikke.

Det er fin eftermiddagsunderholdning: behagelig og kompetent, men næppe noget, der bliver hængende længe efter, man har forladt teatret.

Titel: Musefælden
Iscenesættelse: Viktor Tjerneld/Kristoffer Lundberg
Spillested: Folketeatret og på turné
Periode: 10. september til 31. december 2026
Genre: Skuespil