⭐⭐⭐⭐⭐

Et ensemble med masser af overskud, et hav af musicalreferencer og en spilleglæde, der smitter hele vejen ud på tilskuerrækkerne.

Jeg vidste egentlig kun to ting, inden jeg satte mig tilrette på tribunen i Nyborg: Spamalot bygger på Monty Python og de skøre riddere, og forestillingen har ry for at være aldeles gakket. Resten måtte komme som en overraskelse. Det gjorde den.

Fra første scene bliver publikum revet rundt i et univers, hvor absurditeterne står i kø, og hvor logikken må vige for humoren. Man fornemmede tydeligt, at publikum var mødt op klar til at lege med.

Spamalot bygger på Monty Pythons filmklassiker Monty Python og de skøre riddere fra 1975. Kong Arthur og Ridderne af Det Runde Bord sendes ud for at finde Den Hellige Gral efter et påbud fra Gud (aka Stig Rossen!). Jagten udvikler sig dog hurtigt til en lang række absurde møder og skøre afstikkere, hvor selve jagten på gralen efterhånden virker som den mindste bekymring.

Samtidig er forestillingen en kærlig satire over selve musicalgenren. De velkendte Broadway-klichéer bliver taget under humoristisk behandling, mens handlingen bevæger sig mellem middelalderfarce, Monty Python-humor og klassisk musical.

Nyborg Voldspil råder over et område, der virker skabt til udendørs teater. Den brede, modulopbyggede ridderborg giver mulighed for, at flere scener kan udspille sig samtidig. Skuespillerne bevæger sig ud blandt publikum, og resultatet er, at man fanger sig selv i at flakke blikket overalt for at få det hele med.

Lyden var overraskende god med tydelige mikrofoner og en behagelig volumen. Ikke nogen selvfølge under åben himmel.

Kong Arthur er den, der holder kursen, mens alt omkring ham stikker helt af. Nicolai Skou Stokkendal spiller rollen med overskud og lader elegant de mange skøre indslag få lov til at fylde, uden at Arthur selv forsvinder i mængden.

Alisha Mae Williamson Meadows er umulig at tage øjnene fra som Damen fra Søen. Hun er musical diva med stort D, synger med imponerende overskud og spiller ubesværet på alle de Broadway-klichéer, forestillingen gør grin med. Især under Divaens klagesang ejer hun 100 % scenen.

Der er i det hele taget en fantastisk kemi mellem ensemblet, og alle får deres eget øjeblik. Benjamin Holmstrøm Nielsen fik nogle af aftenens største latterbrøl, bl.a. som den følsomme Prins Herbert, mens Kasper Lars Olesen giver Patsy en herlig flaa’ fynsk dialekt, der gør forestillingen ekstra hjemmevant.

Selv om Spamalot er skrevet til Broadway, føles den danske version forbavsende naturlig. Referencerne er oversat og tilpasset et dansk publikum, uden at forestillingens anarkistiske Monty Python-ånd går tabt. Det er ikke et Monty Python-museum af gamle jokes, men en forestilling, hvor der er tænkt over at holde materialet levende.

Den røde tråd er parodien på musicalgenren. Sangerne holder tonerne lidt for længe, overfraserer bevidst og overspiller med et glimt i øjet. Som musicalnørd var det guf. Find din gral sender tydelige hilsner til The Impossible Dream fra Man of La Mancha, mens ensemblet i Coconanigans leverer en festlig hyldest til Barry Manilows Copacabana. Koreografien favner alt fra step og cancan til folkedans, og jeg mistede næsten tællingen over, hvor mange dansestilarter ensemblet nåede igennem.

Er man ikke musicalnørd, gør det heldigvis ikke spor. Forestillingen rummer humor på mange niveauer: Slapstick, sproglige finurligheder, stereotypeparodier og rendyrket fjol. Fangede du ikke den ene joke, så pyt. Der kommer ti andre lige efter.

Noget af det, der gør humoren så nem at købe ind på, er, at skuespillerne tydeligvis har fået lov til at farve rollerne med deres egne personligheder. Det gør selv de mest absurde situationer overraskende troværdige. Et godt eksempel er mødet med Ni-erne, hvor ensemblets små blikke, interne skænderier og fysiske komik næsten er sjovere end replikkerne (det var noget med en busk, tror jeg).

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af stikpillerne til de store, professionelle musicalopsætninger. Der er en dejlig selvironi i, at en amatørscene tør drille de store spillere. Ikke for at gøre grin med dem, men som en fin påmindelse om, at god underholdning ikke kun bliver skabt på de største scener.

Orkestret fortjener også ros. De ni musikere er gemt væk i en glasboks ved siden af scenen, men er hele tiden med til at løfte energien og understøtte komikken.

Hvis jeg skal pege på ét sted, hvor forestillingen rammer en smule ved siden af for et dansk publikum, er det nummeret Du får ik’ succes på Broadway (hvis der ikke er jøder med). Pointen giver god mening i en amerikansk Broadway-kontekst, men for et dansk publikum virker den lidt malplaceret. Det er dog mere en bemærkning til manuskriptet end til Nyborg Voldspils veloplagte opsætning.

Der er også et par sproglige misforståelsessketches i anden akt, som trækkes en anelse længere ud, end humoren kan bære. Til gengæld slutter forestillingen stærkt med Coconanigans, hvor publikum for alvor gik amok.

Spamalot lægger ikke fingre imellem. Humoren er præcis så respektløs og grænsesøgende, som man forventer af Monty Python. Intet, hverken musicalgenren, religion eller tidens følsomme emner, går fri. Nyborg Voldspil har skabt en opsætning, der giver maks gas fra start til slut. Det er tydeligt, at ensemblet har haft en fest med at lave Spamalot og den fest smitter direkte af på publikum.

Titel: Spamalot
Instruktør: Rasmus Mansachs
Spillested: Nyborg Voldspil
Periode: 17. juli til 8. august 2026
Genre: Musical