⭐⭐⭐⭐⭐
Krabasken spiller revyklassikerne tro mod originalerne og netop derfor bliver datidens kønsroller både morsomme og afslørende.

Her på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts virker det måske ikke oplagt at gå ind og se en forestilling, der hylder revynumre fra 1960’erne og 1970’erne. For er der noget, der kan virke sexistisk i dag, så er det netop revyhumoren fra den tid.
På den anden side er det også årtierne, hvor nogle af de mest ikoniske danske revyer blev skabt. Så jeg drog alligevel mod Krabasken, en amatørteaterforening i Slagelse med en lang tradition for at skabe kvalitetsunderholdning båret af lokale talenter.
Forestillingen “Op å dåå” refererer til Dirch Passers ikoniske sketch fra Cirkusrevyen i 1974, hvor han sidder i en stor hoppegynge på scenen og gennem et barns pludren afslører den voksne verdens absurditeter.
Forestillingen er bygget op som en kavalkade af kendte revynumre, kun afbrudt af nogle charmerende danseindslag.
Scenografien er enkel, men man føler sig straks hensat til 60’erne og 70’erne med store blomster i color blocking og masser af gule, brune og orange farver.
Herrernes jakkesæt nikker kærligt til tiden med pastelfarver og masser af polyestercharme, mens kvindernes kostumer tydeligt henter inspiration hos Olsen-bandens Yvonne og Stig Lommers letpåklædte revypiger. Det er spot on og moden er kalibreret tidsmæssigt til hver enkelt sketch.
Forestillingen akkompagneres af et lille tremandsorkester og musikerne deltager også i et par sketches. Musikken er velspillet og skaber en hyggelig ramme om de klassiske revyviser.
På scenen står ni skuespillere og fire dansere, som skiftes til at optræde i de forskellige sketches. Det tekniske niveau er imponerende. Ingen af de medvirkende er professionelle, men de optræder med en sikkerhed og rutine, som om de ikke havde bestilt andet. Sang, tale og, ikke mindst, den komiske timing, så afgørende i revy, sidder lige i skabet.

Et nummer der især står ud, er “Der er noget farligt indeni”, oprindeligt en revyvise fra 1976 sunget af Lily Broberg. Her fremstår den overraskende aktuel i en nutidig verden, hvor alt hvad vi spiser og drikker konstant kan kategoriseres som “farligt”. Den kunne være skrevet i dag.
Andre sketches kunne nemt føles mere daterede. Det gælder for eksempel “Enlig Far”, oprindeligt fremført af Jørgen Ryg i 1965 på ABC Teatret. Her forsøger den forladte mand desperat at klare husholdningen, blandt andet ved at tilberede en flæskesteg i vaskemaskinen. Det er en karikatur af mandlig hjælpeløshed, som i dag kunne virke både plat og forældet, men i Krabaskens version fungerer nummeret alligevel.
Set med nutidens øjne er mange af 60’ernes og 70’ernes revynumre stærkt præget af datidens kønsroller. Men i stedet for at modernisere dem spiller ensemblet dem næsten som dengang. Netop derfor træder datidens kønsroller frem i al deres absurditet og det bliver også en del af latteren.
Blandt de øvrige numre er den klassiske misforståelsessketch “Babs og Nutte”, hvor to hunde konsekvent opfattes som noget helt andet, samt revyduetten hvor et simpelt problem – et hul midt i spanden – udvikler sig til en absurd kæde af uløselige løsninger. Og selvfølgelig den groteske kæmpebaby i hoppegyngen, der råber “Op å dååå”. Det er hylende morsomt.

Skal man endelig finde en indvending, er det, at forestillingen slutter alt for hurtigt. Lige pludselig var tiden gået, og så var det morsomme slut.
Med så talentfulde kræfter på scenen kunne man sagtens ønske sig endnu mere. Krabasken har tydeligvis en solid talentmasse.
Selvom jeg ikke selv var født, da disse revynumre toppede, kender jeg dem fra genindspilninger og nostalgiklips i fjernsynet. Man skriver ikke den slags sketches længere. Titler som “Hvad skal vi med kvinder” og “Min kone vil skilles” ville næppe blive lavet i dag.
Det er heldigvis ikke længere sjovt at fremstille kvinder som dumme og sure og mænd som drikfældige fjolser. Men når man kan mindes fortiden med respekt for det, der var, og samtidig glædes over, at vi er kommet videre, så bliver det både relevant og vedkommende. Og ikke mindst skide skægt.
Titel: Op å dåå
Instruktører: Flemming og Frank Bendixen
Spillested: Krabasken
Periode: 6. marts – 28. marts 2026
Genre: Revy
Stories, anmeldelser, begejstring og betragtninger – følg @stjerne.oplevelser