⭐⭐⭐⭐⭐

Iris Gold ejer scenen som Tina Turner i en musikalsk og følelsesmæssig oplevelse, der går langt ud over historien om en superstjerne.

Fra det sekund Iris Gold er på scenen som Tina Turner, er der ikke meget andet at holde øje med. Hun ejer scenen. Ikke fordi de andre ikke får plads, men fordi hun er så overbevisende i rollen, at ens øjne ganske enkelt søger hende konstant.

Hun har stemmen, udstrålingen og ikke mindst “the moves”. Men det er ikke kun Tina Turner som rockstjerne, Iris Gold formidler. Hun formidler også den personlige rejse. Den unge Tina med sin usikkerhed og sårbarhed udvikler sig langsomt til en kvinde, der tør stå på egne ben. Hun rummer både det skrøbelige og det stærke og formår at balancere de to sider af Tina.

Jeg gik nok ind i Falkonersalen og forventede en sceneversion af filmen What’s Love Got to Do with It, men musicalen føles i højere grad som Tinas egen fortælling.

Første akt følger hendes barndom i Nutbush, Tennessee, gennembruddet med Ike Turner, det voldelige ægteskab og den svære skilsmisse. Det er en historie, man kender rimelig godt fra filmen, men musicalen har alligevel nogle overraskelser.

Vi hører blandt andet om Raymond Hill (spillet af One Bailey), far til Tinas første barn, og får dermed plads til lidt af Tinas liv før Ike. Vi møder også Rhonda (spillet af Silke Biranell), som har en relation til Ike, men senere bliver Tinas ven, manager og fortrolige. Det er med til at gøre fortællingen bredere end filmen.

I anden akt er der fokus på Tinas solokarriere og hendes kamp for at finde sin egen musikalske identitet. Og så møder vi Erwin Bach. Det havde jeg ikke forventet skulle blive en af de ting, der gjorde størst indtryk på mig. Erwin bliver nærmest symbolet på, at Tinas historie ikke sluttede, da hun slap væk fra Ike. Han er ikke bare en romantisk slutnote. Han repræsenterer det liv, Tina fik lov til at have bagefter.

Christian Bergman spiller Erwin blidt og romantisk. Han er den beige, lidt kedelige marketingfyr, som ingen rigtig lægger mærke til, og som ingen ville have gættet på, fandt sammen med en superstjerne som Tina Turner. Men hans almindelighed bliver aldrig til svaghed eller kedelighed. Han hviler i sig selv og behøver ikke konkurrere med en verdensstjerne. Netop derfor er han det perfekte match til Tina. Det er så romantisk, at jeg måtte knibe en lille tåre (ja, indrømmet).

Kontrasten til Ike er samtidig meget tydelig. Efter et liv med kontrol, vold og svigt finder Tina endelig ro og tryghed. Det er en del af hendes historie, som filmen ikke giver samme plads, og jeg er glad for, at musicalen gør det.

Hvis første akt var fantastisk, løfter anden akt sig til det næste niveau. Jeg er især glad for, at 80’erne får så meget plads. Det årti har været lidt overset i Tinas historie.

Vi er nogle, der svagt husker 80’erne (host host). Den rædselsfulde mode og de frygtelige synthesizere, som alt musik skulle fyldes med dengang. Tina gennemgår selv kampen mod 80’ernes elektronik, da hendes producer forsøger at trække den lyd ned over hovedet på hende, mens hun insisterer på at være rock’n’roll.

Musikken er naturligvis en væsentlig del af forestillingen. Vi har egentlig at gøre med en traditionel jukeboxmusical, hvor Tinas hits er strøet gennem hendes livshistorie og understreger handlingen. Men de fungerer også som koncertindslag undervejs, og det tager kegler hos publikum.

I første akt får vi blandt andet A Fool in Love, Proud Mary og min egen all-time favourite, River Deep, Mountain High. I anden akt bliver sangene i højere grad flettet ind i Tinas personlige oplevelser. Private Dancer og We Don’t Need Another Hero bliver kommentarer til hendes rejse mod solokarrieren.

Ensemblet er vidunderligt alsidigt og spiller mange små roller med eget udtryk og dedikeret indsats. Morten Lützhøft som Phil Spector skal lige nævnes. Han ligner måske ikke helt originalen, men hold fast, han har håndbevægelserne, attituden og håret.

Ikette-danserne Jasmin Dahl, Jasmine Gordon, Malou Takibo og Joanita Zachariassen må jeg også lige nævne. De er næsten så ikoniske som Tina Turner selv og danser med et vanvittigt energiniveau og har alle Ikette-moves til fingerspidserne.

Efter 2 timer og 40 minutter, hvor vi har klamret os til stolesædet for ikke at bryde ud i dans til alle de store hits, får vi en mini-koncert med reprise af Nutbush City Limits og Proud Mary og en tiltrængt musikalsk forløsning. Hele salen var oppe at stå og synge og klappe med. Lige hvad vi havde brug for.

Forestillingen er dog ikke fejlfri. Luc Boris André Kouadio spiller Ike Turner og mestrer den maskuline aggression, der ligger i rollen. Han er et solidt modspil til Iris Gold, men jeg synes, Ike er skrevet lidt for endimensionelt. Kouadio prøver tydeligvis at nuancere ham, men de lidt klichéfyldte replikker gør det svært at trække ret meget mere ud af rollen.

Nogle replikker virker også lidt simple og ufærdige, hvis man går i detaljer, og der er lidt slinger i nogle få sceneskift. Men så kommer der endnu et hit, helt fabelagtigt sunget og danset, og man tilgiver skønhedsfejlene.

Underholdningsniveauet er helt grotesk højt, energien er vidunderlig, og Iris Gold er fuldstændig uovertruffen som Tina Turner. Jeg gik ind og forventede at se en sceneversion af en film, jeg allerede kendte. I stedet fik jeg en musical, der gav mig en bredere fortælling om Tina Turner og især en fortælling om kvinden bag superstjernen.

Titel: TINA – The Tina Turner Musical
Iscenesættelse: Martin Lyngbo
Spillested: Falkonersalen og på turné
Periode: 27. august til 22. november 2026
Genre: Musical