⭐⭐⭐⭐⭐

En musikalsk rodebutik af kitsch, kaos og rock, der på mystisk vis ender med at være helt rigtigt.

Som altid lavede jeg lidt research inden forestillingen, og jeg opdagede, at Rock of Ages findes i både en censureret og en original version. Bare det, at nogen har følt behov for at lave en censureret udgave, burde måske have været et hint om, hvad jeg gik ind til. Jeg nåede dog ikke mange minutter ind i forestillingen fra Herlev Musical & Teater, før jeg med stor sikkerhed kunne konstatere, at det IKKE var den censurerede version, jeg så. Og tak for det.

Jeg havde teenageren med for at introducere ham til Gen X lydsporet. Jeg var spændt på, hvad min Gen Z-søn, som ellers er solid K-Pop fan, syntes om 80’ernes ikoniske hits.

Rock of Ages er en farverig og nostalgisk kærlighedserklæring til 80’ernes rockscene, spækket med hits fra Journey, Bon Jovi, Europe, Foreigner og Twisted Sister. En jukeboxmusical, der ikke skjuler sin kærlighed for årtiet, men fejrer det med glimt i øjet og masser af selvironi.

Vi befinder os i 1987 på Sunset Strip i Hollywood, hvor alle drømmer om gennembruddet. Her møder vi Drew og Sherrie, to unge håbefulde musikere, der forsøger at finde både kærligheden og vejen til stjernerne. Samtidig trues rockklubben The Bourbon Room af nedrivning, og kampen for drømmene bliver også en kamp for at redde musikken og fællesskabet omkring den.

Det er modigt at kaste sig ud i en opførelse af Rock of Ages. Musikken er ikonisk, og publikum kender sangene ud og ind. Der må ikke være slinger i valsen, musikken skal leveres med den respekt den fortjener.

Forestillingen starter en smule trægt i 1. akt, men kommer hurtigt efter det. Rock of Ages lever af ping‑pong med publikum, og det tager et øjeblik, før den energi er etableret. Men da publikum først forstår, at det her ikke er en forestilling med fine fornemmelser, men en fest, hvor man gerne må skråle med, falder skuldrene ned, og så spiller det.

Jokesene er politisk ukorrekte i nutidens lys, men de serveres med charme og selvironi, så det bliver aldrig ubehageligt.

Scenografien er både fleksibel og fuld af atmosfære. The Bourbon Room ligner en vaskeægte bar fra 1980’erne: snusket, tilrøget, med sort træ og rødt læder på barstolene. Det er spot on og skaber et troværdigt univers, som ensemblet kan folde sig ud i.

Livebandet står på scenen og indgår også i mindre roller, hvilket giver forestillingen en rå, koncertagtig energi.

De velkendte rocksange er arrangeret i nye kombinationer, hvor omkvæd og vers fra forskellige numre flettes sammen. Det er intelligent og overraskende velfungerende. Nyt uden at være fremmedgørende.

Historien er ikke dyb, men det er heller ikke meningen. Det er musikken, 80’er‑referencerne, absurditeten og humoren, der bærer forestillingen.

Indimellem brydes den fjerde væg, og skuespillerne taler direkte til publikum. Her opstår et nyt lag: improvisation. Der drysses aktuelle musicaljokes ind; et par kærlige stikpiller til Det Ny Teater, “ham fra Atlantis” og en bog kaldet “Musical for Dummies” konsulteres undertiden af hovedrollen. Det er uventet og giver flere ægte latterbrøl selvom disse jokes nok flyver hen over hovedet på dem, der ikke er så kendte i det danske musicallandskab.

Selvom Rock of Ages ikke er en klassisk ensemblemusical, er der flere hovedroller og de leveres alle med sikkerhed, indlevelse og stærke stemmer.

Fortælleren Lonny Barnett spilles af Thomas Bluhme, der både har en fantastisk sangstemme, skarp komisk timing og en tydelig fornemmelse for publikum. Der fornemmer man næsten lidt improvisation i nogle replikker. Det kræver selvtillid at kaste sig ud i, men lander godt hver gang.

Søren Westermann gav Stacee Jaxx en så naturlig rockstjerne‑selvfølgelighed, at man skulle tro, han kom direkte fra turnébussen. Han har også selvironien til at tage de mindre glamourøse øjeblikke med som toiletbesøget midt på scenen. Det var “grineren”, som teenageren bemærkede.

I rollen som Justice Charlier er Helena Neumann et perfekt match. Vokalen sidder lige i skabet, og figuren leder tankerne hen på Matron Mama Morton fra musicalen Chicago: den erfarne, varme bordelmutter med en sprød stemme. Flot, flot.

Sherrie Christian spilles af Emma Sol Brendstrup, der både har den rockede kant og den blide sødme, mens Emil Brehm Mikkelsen giver Drew Boley en troværdig blanding af drømmer og rockhåb. Sammen fungerer de som et par, man faktisk tror på.

Aftenens overraskelse er Emil Kjærbo som Franz Klinemann. I 1. akt fylder han ikke meget, men i 2. akt eksploderer han i sølvlook, tysk accent og rock-vokal. Det er absurd på den helt rigtige måde, og han holder sig ikke tilbage. Det er præcis sådan rollen skal spilles.

Lydsiden drillede undervejs. Flere headset‑mikrofoner havde udfald, og selvom det ikke forstyrrede helheden, var det tydeligt, at teknikken ikke helt spillede med.

Rock of Ages er fyldt med klichéer, men insisterer især i 2. akt på at tage nogle skæve drejninger, så publikum ikke luller hen i forudsigelighed. Det gør historien mere særpræget og mindre skabelonagtig end mange andre jukeboxmusicals.

Dommen fra teenageren Gen Z var klar: “Det var skide skægt.” Og det er svært ikke at give ham ret. Hvis du elsker 80’er-rock, godt kan lide at grine (og ikke er sart), så skal du se Rock of Ages.

Titel: Rock of Ages
Instruktør: Rasmus Krabsen Albeck
Spillested: Herlev Teaterbio, Herlev Musical & Teater
Periode: 4. – 13. juni 2026
Genre: Musical