⭐⭐⭐⭐⭐
Suersaq lykkes fuldstændig med det, den sætter sig for. Hans Hendrik Suersaqs historie vækkes til live i en forestilling, der ikke råber højest, men som alligevel gør et dybt indtryk.
Hvordan giver man egentlig stjerner til en forestilling, der slet ikke ligner det teater, man er vant til at se?
Det spørgsmål sad jeg med efter Suersaq. Ikke fordi forestillingen ikke fungerede, tværtimod, men fordi den gør så mange ting anderledes, end det jeg normalt forbinder med teater.
Suersaq fortæller historien om Hans Hendrik Suersaq (1834-1889), der deltog som guide og hjælper på flere af de store polarekspeditioner. Han var en af de mennesker, som ekspeditionerne næppe havde overlevet uden, men som alligevel sjældent har fået den plads i historiebøgerne, han fortjener. Forestillingen følger blandt andet de dramatiske måneder, hvor Suersaq, hans hustru Meqo, deres fire børn og resten af ekspeditionen driver rundt på en isflage efter en voldsom storm. De ender med at drive rundt i et halvt år, inden de bliver reddet af canadiere fra Labrador.
Livet på isflagen blev dokumenteret i tegninger af ekspeditionens kaptajn, George E. Tyson, og disse tegninger danner grundlag for de projektioner, som fylder bagtæppet under forestillingen. Historiske billeder, kort og illustrationer glider ind og ud og skaber en enkel og forklarende ramme omkring fortællingen.
Scenen er ellers næsten tom, og der medvirker kun to skuespillere. I hovedrollen ses Hans-Henrik Suersaq Poulsen, som selv er efterkommer af Hans Hendrik Suersaq. Ved hans side står Nukakkuluk Kreutzmann, der spiller flere forskellige roller gennem forestillingen, men altid personer fra Suersaqs eget liv. De ikke-grønlandske ekspeditionsdeltagere får aldrig fysisk form på scenen. De høres indimellem som stemmer, men de bliver aldrig forestillingens centrum.
Og det er måske noget af det mest interessante ved Suersaq.
Det er svært ikke at få indtryk af, hvor afgørende Suersaq var for ekspeditionernes overlevelse. Men forestillingen gør ingen anstrengelser for at slå det fast med syvtommersøm. Der er ingen dramatiske opgør. Ingen praleri. Ingen tårevædede takketaler.
Det samme gælder forestillingens forhold til smerte og uretfærdighed.
Undervejs fortælles det blandt andet, at Suersaq ikke brød sig om den praksis, hvor ekspeditionskaptajnen kunne straffe besætningsmedlemmer fysisk. Men forestillingen fortæller os ikke, om Suersaq selv blev udsat for det. Der dvæles ikke ved de mest smertefulde dele af historien. Der bliver ikke skruet op for dramatikken. Vi får informationen, og så må vi selv tænke videre. Det er karakteristisk for hele forestillingen.
Historien er voldsom. Havet truer konstant. Men fortællingen bliver leveret med ro og nøgternhed, meget ulig hvad jeg ellers oplever på en teaterscene.
Vi er vant til, at teater ofte forsøger at servere følelserne for os. At få os op i det røde felt gennem humor, sorg eller dramatik. Suersaq gør noget helt andet. Den lægger historien frem og stoler på, at publikum selv kan gøre resten. Og det fungerer.
En af de scener, der brændte sig mest fast hos mig, er fortællingen om børnene, der skriger af sult på isflagen. Ikke fordi skuespillet pludselig bliver stort eller dramatisk, men fordi der i et kort øjeblik kommer en flig af smerte frem i stemmen og blikket. Mere skal der ikke til.
Det samme gælder kærlighedshistorien mellem Suersaq og Meqo. Da de mødes første gang, afviger forestillingen kort fra sin ellers meget nøgterne fortællestil. Her får kroppen lov til at tale. Smil, håndberøringer og blikke fortæller mere end lange monologer kunne have gjort.
Til trods for det rolige tempo flyver forestillingens 60 minutter af sted. Forestillingen opføres på grønlandsk med engelske tekster og i begyndelsen er det lidt uvant at skulle læse teksterne, men efter ti minutter tænker man ikke længere over det.
Der var også bemærkelsesværdigt stille i salen. Den koncentrerede stilhed, der opstår, når et publikum er fuldstændig opslugt af det, der foregår på scenen. Da lyset blev tændt i salen, sad jeg tilbage med en usædvanlig følelse af ro. Næsten som efter en meditativ oplevelse.
Efter forestillingen blev jeg siddende til den efterfølgende paneldiskussion. Jeg havde på fornemmelsen, at der var lag i forestillingen, som jeg ikke nødvendigvis opfangede ved første møde. Her blev det blandt andet forklaret, at denne minimalistiske fortællestil er en del af en grønlandsk fortællertradition, hvor publikum i høj grad selv forventes at udfylde mellemregningerne. Det gav meget mening for mig. Ikke fordi jeg forstod alt. Tværtimod sad jeg flere gange med oplevelsen af, at der fandtes referencer, symboler og betydningslag, som gik hen over hovedet på mig. Det skabte ikke afstand, men det gjorde mig nysgerrig.
Noget af det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at læse mere om Hans Hendrik Suersaq og Polaris-ekspeditionen. Og det er måske det fineste, man kan sige om en forestilling.
Måske er det også derfor, jeg er landet på fem stjerner. Ikke fordi Suersaq ligner noget andet teater, jeg har set, men fordi den ikke gør det. Forestillingen lykkes fuldstændig på sine egne præmisser og er en usædvanlig og mindeværdig oplevelse.
Suersaq er ikke en forestilling, der presser sig på. Den udleverer ingen. Den fortæller os ikke, hvad vi skal føle eller hvem vi skal holde med. Forestillingen havde en bemærkelsesværdig selvtillid og værdighed. Suersaq inviterede mig bare ind i sin fortælling og lod mig selv gøre arbejdet. Det var uvant, men virkelig rart.
Titel: Suersaq
Iscenesættelse: Kimmernaq Kjeldsen
Spillested: Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Periode: 28. maj til 31. maj 2026*
Genre: Skuespil
*) Efter forestillingen den 29. maj blev de resterende opførelser af Suersaq desværre aflyst på grund af sygdom i den nærmeste familie.