⭐⭐⭐⭐⭐

Stærkt drama om de roller vi formes af længe før vi selv får et valg.

Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at åbne King Lear online og genlæse beskrivelserne af Lears døtre. Ikke fordi jeg var i tvivl om historien, men fordi Daughters of Lear gav mig lyst til at se det gamle værk med friske øjne. Her får vi et langt mere nuanceret blik på de døtre, Shakespeare reducerede til et spørgsmål om sort-hvid moral. Man får næsten fornemmelsen af, at han tog den nemme vej i sin karakteristik.

Man behøver ikke selv at være vokset op med en dysfunktionel forælder for at genkende dynamikken mellem søstrene. Roller i en søskendeflok sætter sig dybt. Den ansvarlige. Overleveren. Favoritten. Og selvom historien er forankret i et kongedrama, er den følelsesmæssigt meget genkendelig.

Hvad sker der bag kulisserne, mens Kong Lear fordeler sit rige? Hvad taler døtrene om, mens døren til tronsalen er lukket? På balkonen uden for tronsalen mødes Goneril, Regan og Cordelia, netop som de har fået besked om, at deres far vil dele riget mellem dem. Er det generøsitet eller en fælde?

Klokken slår, uret tikker. Søstrene forsøger at finde et fælles fodslag, men deres oplevelser af faderen er så forskellige, at en alliance virker umulig. De er vant til at blive spillet ud mod hinanden og gentager nu, instinktivt, faderens manipulationer i mødet med hinanden. Daughters of Lear løber parallelt med handlingen i Shakespeares Kong Lear og markerer samtidigt afslutningen på Copenhagen Shakespeare Companys “Patriarch Trilogy”.

Scenografien er enkel, men effektiv: en mur med to smalle passager, som skuespillerne konstant kigger igennem. På den anden side forestiller vi os det klassiske Kong Lear-drama udspille sig. Scenen er både konkret og symbolsk, vi er fanget på bagsiden af magten.

Teater Deer and Rabbits er et intimt rum med blot to tilskuerrækker. Man sidder så tæt på skuespillerne, at man kan se hvert blik, hver spænding i kæben, hvert skift i vejrtrækningen. Inden forestillingen bliver publikum forsikret om, at vi ikke vil blive inddraget, og den tryghed gør det muligt at læne sig tilbage og – ja – glo uhæmmet. Her kan ingen gemme sig.

Essensen af søstrenes far, Kong Lear, er fanget i én sætning: “The hunter who hunts to make the prey feel hunted.” Det er narcissistens modus operandi. Han ønsker ikke at nedlægge byttet, men at opretholde den evige jagt, så ingen føler sig sikre. Frygten holder døtrene i skak og sikrer, at ingen af dem får fodfæste nok til at gøre oprør.

Ingen af de tre handler som dem de er, men som det, de er blevet formet til. “You survive until you don’t,” konstaterer Regan nøgternt. Ingen formår for alvor at træde ud over deres egen oplevelse, kun i korte glimt. De forsøger alle at få historien til at passe til deres virkelighed.

Goneril (Christina Hildebrandt) er den ældste datter, den der har kendt faderen længst og derfor også gennemskuet ham bedst. Spillet med en rastløshed der rækker ud i hver krog af rummet. Hun kan se flere træk frem i det taktiske spil, men hendes indsigt er også blevet en byrde. Hun ved bedst, hvilket til tider føles som bedrevidende storesøster arrogance. Den fælles grund mellem søstrene er for længst eroderet. Aner man en snert af jalousi mod den naive lillesøster? Al den indsigt kan gøre én træt.

Regan (Sarah Dahl Hasselgren) er den evige mellemposition. Overleveren. “Am I a pillow?” spørger hun. Den stakkels stødpude, klemt mellem to yderpunkter. Hendes ansigtsmimik er forrygende; den minder mig om Glenn Close i filmen Farlige Forbindelser. Alt sker i øjnene og kinderne, som konstant skifter farve med dialogens temperatur.

Cordelia (Josephine Feit) er den yndige, naive yngste datter, vant til at være fars favorit. Hun tror, hun er beskyttet, indtil hun oprigtigt forsøger at være sig selv. Da hun indser, at faderkærligheden kun rækker, så længe hun spejler ham, rammes hun som af en mur. Hendes naivitet spilles, så den føles både frustrerende og dybt menneskelig. Man mærker at Cordelia ikke bare er et offer; hun kan også være perfid over for sine søstre. Det gør hende interessant og mere end bare den forkælede lillesøster.

Castet er spot on, ikke bare i temperament, men også i søsterstereotyperne, vi alle genkender.

Ifølge introduktionen behøver man ikke kende King Lear, men det hjælper ærligt talt. Visse scener, f.eks. da Cordelia vender tilbage fra mødet med faderen med en iturevet kjole, bliver stående lidt uforklaret, hvis man ikke kender grundhistorien. Her var jeg glad for mit forudkendskab til Kong Lear.

Daughters of Lear rejser spørgsmål om loyalitet, der let forveksles med kærlighed, om styrke, der i virkeligheden handler om overlevelse, og om de roller, vi bliver tildelt længe før, vi ved, hvem vi selv er. Forestillingen åbner for en historie, der reelt er negligeret i Kong Lear, hvor døtrene reduceres til sort-hvide moralske figurer. Her får vi gennem deres blik syn for, hvor stort et hul deres motiver og erfaringer udgør i den klassiske fortælling.

Jeg kan varmt anbefale et besøg på Teater Deer and Rabbits, et lille, hyggeligt sted, hvor man bliver taget imod, som kom man på besøg hos en god ven. Hyggefaktoren er høj og teaterkvaliteten er det i mindst lige så høj grad.

*Bemærk: Forestillingen spilles på engelsk.

Titel: The Daughters of Lear
Iscenesættelse: Joseph Sherlock
Spillested: Teater Deer and Rabbits
Periode: 30. april – 30. maj 2026
Genre: Skuespil