⭐⭐⭐
Præcis casting og energisk tempo kan ikke skjule en musical, der mangler dramatisk tyngde
Susanne Biers film Den Eneste Ene fra 1999 blev en publikumssucces, fordi den ramte noget, vi savnede: selvironi, genkendelighed og livsbekræftende humor efter en periode med tunge og selvhøjtidelige dogmefilm. Den startede en bølge af danske romantiske hverdagsfilm, hvor karaktererne lignede os selv, og dialogen føltes naturlig. Det handlede om hverdagsproblemer vi alle kunne genkende: manglende fertilitet, ensomhed og sammenbragte familier.
Men verden er en anden i dag. Spørgsmålet er derfor: Hvad kan Den Eneste Ene tilbyde i 2026 udover nostalgi?
Musicalen følger filmens struktur tæt. Sus er gravid og forladt af den egoistiske Sonny og møder den godhjertede køkkenmontør Niels, alenefar til adopterede Mgala. Omkring dem kredser et kulørt hold af venner og bekendtskaber, der alle bidrager til handlingen på hver deres skæve facon. Alle er på jagt efter kærlighed.
Scenografien er et gigantisk HTH-køkken i 90’er-stil. Idéen er oplagt, men i praksis bliver den tung. De mange åbninger og lukninger af skabe og skuffer stjæler fokus og sceneskiftene bliver tekniske snarere end naturlige. Filmens intime genkendelighed går tabt i det store setup.
Tempoet er konstant højt. Små scener afløser hinanden i et hæsblæsende flow, hvor flere situationer ofte udspiller sig samtidig. Der gives sjældent plads til stilstand eller fordybelse.
Sangene fungerer ikke som dramatiske drivkræfter, men som musikalske forlængelser af filmens mest kendte replikker. ‘Bare ærgerligt, Sonny Boy’ bliver eksempelvis til et jazznummer. Det er underholdende, men ikke dramatisk nødvendigt. Musikken er effektiv i øjeblikket, men anonym i helheden. Dagen efter premieren stod ingen melodier tilbage. Der mangler en gennemgående musikalsk signatur eller et tema, der binder karaktererne sammen og løfter fortællingen fra genkendelse til fornyelse.
Castingen er til gengæld præcis. Magnus Haugaard rammer Niels’ tørre charme, og Merete Mærkedahl giver Sus både akavethed og sårbarhed uden at kopiere filmrollen for meget. Alligevel når romancen aldrig rigtigt ud over scenekanten. Hvad der binder de to sammen, udover fælles svigt, forbliver uklart. Tempoet levner ikke plads til at lade kærligheden vokse.
Birollerne, især Stella og Knud, scorer aftenens største grin. Her sidder timing, kropssprog og musikalitet lige i skabet.
Ensemblet er energisk, men koreografien fremstår mere effektiv end inspireret. Danseindslagene føles som afbræk snarere end integrerede dele af fortællingen.
Musikken ledes af kapelmester Joakim Pedersen og enkelte musikere medvirker live. Men hovedparten af det orkestrale lydbillede fremstår som forudindspillede tracks. Det giver en poleret lyd, men også en distance, hvor man savner det samspil, et fuldt liveorkester kan tilføre. “Lidt mere nerve”, som Stella siger til Sus.
Som helhed bliver opsætningen underholdende, men overfladisk. Den lever højt på genkendelse og forudsætter, at publikum allerede elsker universet. Jeg savnede mod til at gentænke strukturen og skabe en dramatisk form særligt til scenen, der kunne give historien nyt liv.
Tre stjerner for solide præstationer og nostalgisk charme, men uden den fornyelse, der kunne have gjort Den Eneste Ene virkelig relevant i dag.
Titel: Den Eneste Ene
Instruktør: Silas Holst
Spillested: Tivolis Koncertsal, Musikteatret Holstebro, Vejle Musikteater
Periode: 26. feb. 2026 til 11. apr. 2026, 15. apr. 2026 til 26. apr. 2026, 30. apr. 2026 til 3. maj 2026
Genre: Musical