⭐⭐⭐⭐⭐

Vi er vant til at se La Bohème som en tragisk kærlighedshistorie, men denne opsætning gør det svært at romantisere forholdet mellem Rodolfo og Mimì. Resultatet er en mørkere fortælling om afhængighed, svigt og længslen efter et trygt liv.

I Paris i 1800-tallet lever digteren Rodolfo og hans venner et fattigt bohemeliv, hvor kunst og drømme fylder mere end penge. Da Rodolfo møder syersken Mimì, udvikler der sig et forhold præget af stærke følelser, jalousi og sygdom. Samtidig følger vi maleren Marcello og hans stormfulde forhold til den livsglade Musetta. Da Mimì bliver alvorligt syg, vender hun tilbage til Rodolfo, og vennerne samles om hende i et sidste forsøg på at give hende trøst og varme.

Elisabeth Lintons opsætning fra 2016 flytter handlingen fra 1830’erne til første halvdel af 1900-tallet. Tidsperioden er ikke helt entydig: Mimìs kostumer peger mod 1920’erne, mens stormagasinet i anden akt snarere ligner 1940’erne. Det er måske lidt inkonsistent, men jeg kan godt leve med mindre historisk korrekthed, når den ikke er afgørende for historien. Jeg kan godt lide, at det visuelle udtryk gør universet mere tilgængeligt uden helt at fjerne den historiske distance, tragedien bygger på.

Studenternes hybel, hvor de fire unge mænd Rodolfo, Marcello, Schaunard og Colline holder til, er primært holdt i mørke og grå farver for at understrege elendigheden i deres bolig. En stjernehimmel spærrer dog for den øverste del af scenen i første akt, så man fra de øvre balkoner har svært ved at se, hvad der foregår på scenen. Ikke smart.

Til gengæld er julescenen i anden akt flyttet til et farverigt indkøbscenter anno 1950. Det er en eksplosion af farver og udtryk og forestillingens overdådige komiske midtpunkt. Kontrasten til resten af historiens elendighed giver en tiltrængt lethed.

Men det er især opsætningens fortolkning, der gør indtryk på mig. Den nægter at lade La Bohème forfalde til en ensidig romantisk fortælling. Studenternes loft er et rigtigt mandehørmsloft befolket af middelmådige, frustrerede unge kunstnere, der nok tager sig selv lidt for alvorligt. Og deres frustrationer lader de gå ud over kvinderne i deres liv.

Allerede ved det første møde mellem Mimì og Rodolfo aner vi Rodolfos manipulerende væsen. Da Mimì taber sin nøgle, finder Rodolfo den, men gemmer den i lommen, så hun ikke umiddelbart kan komme hjem igen. Derefter udsætter han hende for en omgang målrettet love-bombing, som hun hurtigt falder for. I nutidssprog ville man nok kalde Rodolfo et creep, især fordi Mimìs fattigdom og ensomhed gør hende til et nemt offer for tomme løfter.

I tredje akt, nogle måneder efter Rodolfos og Mimís første møde, opsøger Mimì Marcello for at fortælle, at hun og Rodolfo igen er gået fra hinanden. Hun har et stort blåt øje. Opsætningen lægger dermed ikke skjul på, at forholdet er både fysisk og psykisk voldeligt. Rodolfos jalousi kan ikke længere bare forklares som udtryk for ulykkelig kærlighed. Vi ser en usikker og ærekær mand, der lader sine egne frustrationer gå ud over en kvinde, som i forvejen er alene og sårbar.

Vi er så vant til at betragte La Bohème som en tragedie om ulykkelig kærlighed, at vi risikerer at overse den magtubalance og afhængighed, der præger forholdet.

Det bliver særligt brutalt, da Rodolfo skubber hende væk, netop som hun bliver alvorligt syg og har allermest brug for ham. Han pakker sit svigt ind i påstande om, at hun er løs på tråden, men kan man svigte et menneske mere end ved at vende ryggen til det i den mest sårbare stund, tæt på døden?

For mig ligger tragedien ikke kun i, at Mimì dør, men også i, at hendes håb om et trygt liv er knyttet til et forhold, der gør hende ondt. Under den romantiske overflade gemmer der sig en mørk fortælling, og jeg elsker, at denne opsætning tør lade den komme frem.

Musikken er en stor del af grunden til, at La Bohème stadig er en klassiker og ofte anbefales til begyndere. Den er lyrisk og fuld af drama og melodier, der hurtigt sætter sig fast. Selv uden stor operaerfaring vil mange kunne genkende “Che gelida manina” (“Så kold den lille hånd”) og “Quando me’n vo’” (Musettas vals). Motiverne vender tilbage og får ny betydning, når situationen ændrer sig. Det greb føles næsten moderne; Andrew Lloyd Webber og mange andre komponister bruger det flittigt.

I slutscenen, der foregår på taget over studenterhyblen, hvor Mimì og Rodolfo mødtes første gang, vender en af de musikalske buer tilbage og trækker næsten tårerne frem med det samme. Mimì ser endelig en smule af det forår, hun har længtes efter, men det er for sent. Hun er døende. Så hører vi en blidere udgave af “Che gelida manina”, der fører os tilbage til deres første møde og Mimìs håb om partnerskab, kærlighed og loyalitet. Alt det, Rodolfo lovede, men hurtigt opgav, da virkeligheden blev svær. Det er et hjerteskærende højdepunkt, og man skal næsten være lavet af sten for ikke at blive rørt.

Omer Kobiljak giver Rodolfo ungdommelig charme, men også en dyster og aggressiv side. Hans humørskift fungerer godt, selvom stemmen især i første akt flere gange drukner i orkestret. I det hele taget er der noget ved balancen mellem sangerne og orkestret, der ikke fungerer optimalt i første akt, men det bliver bedre i de følgende akter.

Teona Todua rammer Mimìs sårbarhed og desperation og får følelserne langt ud over scenekanten. Clara Cecilie Thomsen er fantastisk som Musetta, fuld af livlig, fræk energi og en fin kontrast til Mimìs selvudslettelse. Jens Søndergaard giver Marcello en herlig fjollet bad-boy-energi kombineret med en passioneret side.

La Bohème er bare en fantastisk opera, og jeg elsker, at denne opsætning tør bringe nye lag frem. Man kan se den som en på overfladen tragisk kærlighedshistorie, men denne opsætning gør det svært for mig at romantisere forholdet mellem Rodolfo og Mimì, og det sætter jeg pris på. Og så er La Bohème også fantastisk, hvis man har brug for at tude igennem sammen med 1.500 andre gæster i Operaen til noget af den smukkeste musik, man kan tænke sig.

Titel: La Bohème
Iscenesættelse: Elisabeth Linton
Spillested: Det Kgl. Teater, Operaen
Periode: 16.oktober 2026 til 11. februar 2027
Genre: Opera