⭐⭐⭐⭐

The Shining er en imponerende scenisk gyser, men jeg savnede, at musikken for alvor tog mig med ind i mareridtet.

Aftenen inden premieren på ‘The Shining’ genså jeg Stanley Kubricks filmversion med Jack Nicholson. Det viste sig at være en ret god optakt til mødet med operaen, for selv om historien naturligvis er den samme, er der betydelige forskelle på Kubricks film og Stephen Kings roman, som operaen bygger på.

Til premieren var både komponisten Paul Moravec og librettisten Mark Campbell til stede og gav en introduktion inden forestillingen. ‘The Shining’ er en amerikansk opera med musik af Moravec og libretto af Campbell, baseret på Stephen Kings roman fra 1977. Operaen havde verdenspremiere i 2016.

Fordi operaen bygger på bogen og ikke Kubricks film, er der derfor ingen “Here’s Johnny”-scene, og Jack er en noget anden karakter end den, Jack Nicholson spiller i filmen. I Kings roman får vi mere baggrund for Jacks mentale sammenbrud, blandt andet hans forhold til sin voldelige far.

Moravec og Campbell kalder selv operaen for “A beautiful nightmare”. Efter at have set den er jeg helt enig. Det er faktisk den perfekte beskrivelse.

Scenografien er hovedpersonen i ‘The Shining’. Måske logisk nok. Hotellet The Overlook er netop en levende ting, der styrer handlingen og menneskene omkring sig.

Fra starten af forestillingen står det klart, at dette ikke kun er en historie om maskulin vold og kontrol. I en af de første scener, hvor vi ser silhuetten af The Overlook i det fjerne, vises et stort amerikansk flag på scenen. I slutningen, da The Overlook går op i flammer, panorerer det amerikanske flag, nu også i flammer, over scenen igen.

Det er en modig og meget nutidig fortolkning. The Overlook bliver ikke bare et hjemsøgt hotel, men et billede på USA, der går op i flammer, fanget i den samme ondskabens spiral af vold gennem generationer. Det er bestemt ikke diskret symbolik.

Der er sat alle sejl til for at skabe en horrorstemning, og det lykkes til fulde. Vi får både den ikoniske elevator, de to myrdede tvillingesøstre og baren, hvor Grady og Jack mødes. Lys og projektioner bruges til at skabe de famøse REDRUM bogstaver hen over scenen som en gennemgående tråd. Scenografen Ashley Martin-Davis må have haft sig en fest, for den scene overrasker konstant.

Vi får også en fantastisk scene i kølerummet, hvor Jack bliver låst inde efter at have overfaldet Wendy og Danny. I kølerummet hænger store lunser frossent kød, og det viser sig, at to af de store stykker kød i virkeligheden er de myrdede tvillingepiger. Der gik et sus gennem publikum!

Der var tre musikalske øjeblikke, der stod tilbage for mig. Wendys kærlighedserklæring til Jack, ‘I never stopped loving you’, Halloranns slutarie ‘These woeful days will be over’ og Wendys vuggevise til Danny, ‘Time for bed, my child’. Alle tre er meget lyriske og melodiske og bringer ro og tyngde til en opera, hvor der ellers er knald på fra start til slut.

Udover de nævnte arier er musikken sværere at indkredse. Især i de recitativiske passager er det svært at finde en rød tråd, og her begynder musikken at føles anonym.

Jeg følte til tider, at der manglede noget “lyd”, og det fik jeg bekræftet, da scenen med hotellets spøgelser i balsalen passerer. Her kommer operakoret til deres ret, og hvilket løft det gav til musikken. Koret gav en mere fuldendt lyd, der fik langt mere fat i følelser og stemning.

I flere af ensemblenumrene blandes jazz og swing ind i stilen. Det var et dejligt frisk pust og gav en moderne signatur, som jeg ikke mindes at have oplevet før.

Wendy Torrance, spillet af Cornelia Beskow, er forestillingens stjerne. I modsætning til Wendy i ‘The Shining’-filmen er hun en stærk og handlekraftig person. Hendes sangstemme er stærk, og hun giver præcis den moderlige kærlighed til Danny, men også et handlekraftigt modspil til Jack.

Jack Torrance spilles af Peter Kajlinger, og hvis man sammenligner ham med Jack Nicholsons Jack Torrance, får man sig lidt af en overraskelse. Denne Jack lægger sig mere op ad ‘The Shining’-bogen, det vil sige, vi får en langt mindre aggressiv Jack, indtil han bliver besat, og vi lærer langt mere om baggrunden for hans sammenbrud. Blandt andet ser vi hans voldelige far, hvis psykiske ondskabsfuldheder har sat sig dybe spor i Jack.

Jeg havde til gengæld svært ved at forstå Peter Kajlingers Jack, når stemmen lå dybt. Hans vokal havde ikke samme gennemslagskraft som Cornelia Beskows Wendy.

Og her ligger et af forestillingens problemer for mig. Selvom dynamikken mellem Jack og Wendy er anderledes end i filmen, bliver Wendy næsten for stærk i forhold til Jack. Man bliver ikke rigtig bange for Jack, for Wendy er så stærk, at hun nok skal klare sig. Samtidig bliver deres kærlighed heller ikke helt overbevisende. Til tider virker Wendy mere som Jacks mor end hans hustru.

Scenografien og The Overlook, som virkelig er fantastisk ud over det sædvanlige, er forestillingens drivkraft. Der er nogle gode musikalske numre og passager, men ellers virker musikken ikke helt stærk nok til at bære historien.

Det bliver især tydeligt i den store slutscene, hvor Jack jages rundt på hotellet, inden fyrkedlen eksploderer. Musikalsk fremstår scenen tam. Kedlen er ved at eksplodere, spøgelserne jager Jack, og han er ved at bryde sammen fysisk og psykisk. Jeg mangler en musikalsk forløsning, der svarer til det enorme klimaks, som fortællingen bygger op til. Jeg burde sidde på kanten af sædet her, men det gør jeg ikke. Handlingen råber efter et musikalsk klimaks, men musikken hvisker.

Som moderne opera lykkes ‘The Shining’ ret godt. Den er underholdende og også medrivende, og alene scenografien er et besøg værd. Det er svært at skabe uhygge på en scene, men det lykkes her, og en enkelt scene fik os også til at hoppe i sæderne, som en ægte gyserfilm ville gøre. Hvis du er operafan, så er det her et must-see, for der er så mange nye elementer, der gør den interessant.

The Shining synges på engelsk med svenske og engelske undertekster.

Titel: The Shining
Instruktør: Keith Warner
Spillested: Malmø Opera & Musikteater
Periode: 22. august til 7. oktober 2026
Genre: Opera