⭐⭐⭐⭐

En anderledes teateroplevelse, hvor en skuespiller fortæller med ord, og en kunstner fortæller med streger og farver, mens ord og billeder langsomt finder hinanden.

Et billede siger mere end 1000 ord. Andre gange er det netop det, der ikke bliver sagt, man leder efter. I Negativt rum mødes ord og billeder i en forestilling, hvor kunsten langsomt bliver en del af fortællingen.

Negativt rum er et nyskrevet teaterstykke af Sarah Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock, instrueret af Sarah Dahl Hasselgren. På scenen er Christina Hildebrandt og Thomas Knuth-Winterfeldt hos det altid hyggelige og intime Teater Deer and Rabbits.

Scenen er en kunstnerhule med maler- og tegnegrej overalt. Snuskede kaffekopper, billig pulverkaffe og malingpletter over det meste. Overalt på væggene hænger skitser, nogle mere færdiggjorte end andre, og i mange stilarter.

En mand kommer ind, strækker sig mageligt og sætter sig så foran et staffeli og begynder at tegne. Efter en kort stund uden ord kommer en kvindelig politibetjent ind, tydeligt frustreret over en kriminalsag, hun arbejder på, og herfra begynder historien langsomt at forme sig.

Christina Hildebrandt, som spiller den unavngivne politikvinde, leder os rundt i en skov af følelser. Nogle gange river hun os i armen, andre gange bliver vi puffet blidt. Først ved man ikke rigtig, hvor man har hende. Hvem er hun, og hvad vil hun egentlig? Hun starter et sted, men slutter et andet. Hun er både den hårde kontrolfreak og den sårbare. Lige når man tror, man har fanget hende, så tager hun en ny drejning.

Den hårde “FBI Agent Sterling”-type kan godt blive en anelse karikeret i starten, men der blødes op efterhånden.

Hildebrandt er samtidig meget stærk i de små skift. En ændring i stemmen, et blik, der bliver hængende lidt længere. Hun kan være hård og kontrolleret, men man fornemmer hele tiden, at der ligger noget sårbart under overfladen, og et menneske spændt som en alt for stram elastik.

Det føles meget intimt, næsten utidigt at sidde så tæt på hende og observere de små bevægelser i ansigtet. Selv hvis Hildebrandt ikke talte, ville man kunne aflæse det meste af historien alene i hendes øjne.

Thomas Knuth-Winterfeldt, som spiller kunstneren, taler ikke og sidder med ryggen til publikum hele forestillingen, så vi kan se papiret, han tegner på. Han bringer en slags rolig grundtone ind i forestillingen med de velovervejede strøg. Han har et klart billede af, hvad han vil sige i tegningen. Han er en skarp kontrast til kvinden, der slås med sig selv om at finde de rigtige ord.

I starten er det lidt svært at disponere, hvor man skal kigge hen. Kunstnerens skabelse eller monologføreren?

Dynamikken i, at det er en monolog for to, hvor den ene taler, og den anden tegner, er ret genial. Kunstnerens monolog er tegningen, der langsomt arbejder sig frem på papiret. To vidt forskellige spor ind på den samme vej af sorg og minder.

Kvinden forsøger at processere den sorg, hun bærer over et ophørt kærlighedsforhold, gennem intellektuel analyse. Han lader stilheden og hænderne tale gennem tegningen. Begge prøver at holde fast i noget, der ikke er mere.

I kraft af kvindens job som politiefterforsker er tragedier for hende blevet opgaver, der skal løses med en ‘standard operating procedure’. Hun prøver at rationalisere sorgen med intellektuelle forklaringer. Det er dog langt fra effektivt, hverken i hendes jagt på en massemorder eller i hendes sorg.

*SPOILER ALERT*

På et tidspunkt går det op for os, hvorfor de to karakterer i stykket kommunikerer henholdsvis ved tale og kunst.

Gennem størstedelen af forestillingen har vi hørt kvinden desperat prøve at frembringe mindet om deres kærlighed ved hjælp af hukommelse og intellekt, mens han har frembragt deres minder i en tegning. To forskellige veje til samme mål.

Ideen med en “delt” monolog mellem en, der taler, og en, der tegner, er virkelig original og effektiv. Og bravo for sådan en nytænkning.

Men hvorfor hele den indledende krimihistorie med seriemorderen? Den fører ikke nogen steder hen, men er alligevel kørt så langt ud, at man ikke helt forstår, hvorfor der ikke kommer en forløsning.

Titlen Negativt rum havde jeg på fornemmelsen var nøglen til forståelsen, så jeg var forberedt på, at svarene skulle ligge i det, der ikke ses. Det er en rørende, men også meget intens monolog, som ikke altid er helt nem at være i. Der stilles store krav til publikum om selv at forbinde prikkerne i tegningen (pun intended). Nogle gange føles kravet lidt stort, og jeg kunne godt bruge et par brødkrummer mere til at vise vej. Jeg savner også en afsluttende sætning eller to, der bringer forestillingen helt i mål og binder en sløjfe. Men vi er tæt på noget helt særligt.

Forestillingen er set efter invitation fra Teater Deer and Rabbits

Titel: Negativt Rum
Instruktør: Sarah Dahl Hasselgren
Manuskript: Sarah Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock
Spillested: Teater Deer and Rabbits
Periode: 2. – 19. september 2026
Genre: Skuespil