⭐⭐️⭐

Talentet på scenen er tydeligt, men manuskriptet giver dem ikke det fundament, de fortjener.

Betegnelsen jukebox musical bruges ofte som et skældsord i genren. Man kan have sine fordomme, men når en forestilling selv vælger at kalde sig netop det, så er der i det mindste ingen falsk varebetegnelse. Er det dovent og kommercielt at genbruge eksisterende musik? Ikke nødvendigvis. Men det er heller ingen hemmelighed, at der findes rigeligt med jukebox musicals af temmelig svingende kvalitet.

Jeg havde aldrig tidligere set en forestilling hos Musicalteatret, selvom de har eksisteret i 20 år, og Jeg tror det kaldes kærlighed er deres jubilæumsforestilling. Med kendskab til deres tidligere succeser var jeg derfor oprigtigt nysgerrig og vidste samtidig nogenlunde, hvad jeg gik ind til.

Handlingen kort: Da en flok tidligere klassekammerater bliver indkaldt til en genforening, river det op i langt mere end fælles minder og interne jokes. Flere af dem har ikke set hinanden siden deres ungdom, og især én hændelse fra dimissionsfesten har sat dybe spor. Genforeningen tvinger dem til at konfrontere alt det, der aldrig blev sagt, de relationer der gik i stykker, og de følelser, som stadig ulmer under overfladen. Historien udfolder sig til tonerne af velkendte børne-MGP-sange.

På Folketeatrets Turnéscene bliver man mødt af en scene domineret af enorme LED-paneler, der bader salen i skarpt lys i aggressive pangfarver. Stilen er sat fra første sekund og den er ikke diskret. Er man bare en smule lysfølsom, vil jeg kraftigt anbefale en placering længere fra scenen.

Forestillingen kører konsekvent i et visuelt og følelsesmæssigt højt gear og leder tankerne hen på en Nickelodeon-serie fra 00’erne med skarpe farver, højt tempo og karikerede følelser. En æstetik, der i dag fremstår noget dateret og det opskruede tempo efterlader begrænset plads til indlevelse.

Der er ingen egentlig scenografi; alle rum og stemninger projiceres via video på LED-skærmene. Valget er forståeligt, scenen er lille, men det skaber et åbent scenerum med begrænsede muligheder for variation i det fysiske spil. Det efterlader flere steder et ensartet udtryk i bevægelserne, hvor meget af spillet foregår frem og tilbage på scenen.

Ensemblet fremstår veltrænede og sikre i deres sang og det er da også i sangnumrene, forestillingen har sine klare højdepunkter. Sangene fungerer virkelig godt som selvstændige numre og er gennemførte i deres udtryk.

Danserne fortjener særlig ros. De leverer med energi og tydelig passion, og koreografien er velafstemt og gennemtænkt. Sang- og danseoptrinene er uden tvivl det, der løfter forestillingen.

Forestillingen er en udtalt ensemblemusical uden egentlige hovedroller og her er det svært ikke at blive imponeret over niveauet. De medvirkende er engagerede og nærværende i det, de står på scenen med. Der er mange talenter i spil, forskellige udtryk, der komplimenterer hinanden. Flere i ensemblet har et niveau, som man sagtens kunne forestille sig på større professionelle scener i fremtiden. Ingen falder igennem, tværtimod løfter de hinanden og man kan mærke deres vidunderlige drive helt ned til de bagerste rækker.

Det er i høj grad ensemblets fortjeneste, at forestillingen fungerer. For med det materiale, de har at arbejde med, kunne det nemt være blevet en langt svagere oplevelse. Overordnet følger forestillingen et ret fast mønster: højtråbende drama efterfulgt af en sang. Igen og igen. Det virker forudsigeligt i længden og jeg tog mig selv i indimellem at miste grebet om forestillingen undervejs.

Produktionen lider samtidig af et målgruppeproblem. Den markedsføres som en musical for voksne, men bygger på sange fra børne-MGP. Historien fremstår pubertær i sin form; den er for let for voksne og for forsimplet til teenagere. Det er heller ikke en familieforestilling, hvor man kan tage mindre børn med, det er emnerne alligevel for voksne til. Det efterlader et uklart billede af, hvem forestillingen egentlig henvender sig til.

Dialogen og dramaet fremstiller unge mennesker på en måde, der for mig fremstod næsten som en fornærmelse mod ungdommen. Kvinder og piger reduceres til letpåklædte karikaturer, hvis verden består af intern mobning og konstant jagt på drenges opmærksomhed. Mænd og drenge skildres lige så unuanceret som uintelligente og fysisk konfliktsøgende. Det giver et univers, der føles forsimplet på en meget lidt flatterende måde.

At Jeg tror det kaldes kærlighed er en jukebox musical er ikke et problem, men svagheden ligger i manuskriptet. Dialogen virker ofte konstrueret og det kunstigt opskruede dramatiske niveau skaber mere distance end nærvær. Det gør det svært for alvor at investere sig i karaktererne.

Er man en glødende MGP-fan og vokset op med sangene fra omkring år 2000 og frem, kan forestillingen have en vis appel i sine musikalske indslag, hvor man kan lade sig rive med af den sprudlende energi fra ensemblet. For andre vil det dog i høj grad afhænge af, hvor meget man køber ind på formen og universet.

Forestillingen er set efter invitation fra Musicalteatret.

Titel: Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical
Instruktion og manuskript: Rasmus Mansachs
Spillested: Musicalteatret på Folketeatrets Store Turnéscene
Periode: 8. april til 2. maj 2026
Genre: Musical