⭐⭐⭐⭐

Smuk scenografi og stærk musik, men fortællingen rammer ikke helt rent i dag

My Fair Lady er en klassiker, men jeg har faktisk aldrig set den på scenen, heller ikke den kendte film med Audrey Hepburn og Rex Harrison. Sangene kender jeg til gengæld til hudløshed. Som barn husker jeg min far synge “En snegl på vejn’ er tegn på regn i Spanien – ved gud hun har det!” med tilhørende lille dans. Det må være definitionen på en klassiker: Man kan sangene uden nogensinde at have set forestillingen.

Jeg kendte handlingen i store træk og glædede mig til endelig at opleve den i sin helhed. Til premieren slæbte jeg den modstræbende teenager med som led i den kulturelle opdragelse (pizza før forestillingen hjalp overraskende meget).

My Fair Lady foregår i det victorianske London og handler om blomsterpigen Eliza Doolittle, der bliver genstand for et væddemål mellem sprogprofessor Henry Higgins og oberst Pickering. Higgins vil bevise, at han kan forvandle hende til en fin dame gennem korrekt sprog og manerer.

Eliza er langt fra dum. Hun ser en mulighed for at løfte sig ud af fattigdommen og lærer hurtigt det bedre borgerskabs spilleregler. Men undervejs opdager hun, at hun behandles som et projekt snarere end et menneske. I sidste ende må hun finde ud af, hvem hun selv vil være, uafhængigt af Higgins.

Scenografien er klassisk og gennemført: flotte søjler, sprudlende farver, en elegant ballroom-scene og effektive skift til det fattige London. En drejescene sørger for et flydende tempo uden døde pauser.

Hattene! Damernes hatte er intet mindre end fantastiske. Jeg fik oprigtigt lyst til selv at gå med hat. Man kan se på skuespillerne, at de nyder at bære dem. Rygge rankes og alle virker ti centimeter højere. Professor Higgins’ kontor er dunkelt og brunt, ligesom hans tørre og bagudskuende væsen.

Det er en fornøjelse at opleve en “moden” musical, hvor håndværket er i orden. Man kan regne med Det Ny Teater: Uanset om forestillingen falder i ens smag, er det visuelle altid gennemført.

Musikken føles som et gensyn med en gammel ven. De velkendte melodier, akkompagneret af liveorkester, giver fornemmelsen af at træde ind i et trygt univers fra “de gode gamle dage”.

Sangene understøtter handlingen smukt og ensemblet leverer teknisk sikkert. Professor Higgins skiller sig ud, fordi hans numre mere er rytmisk tale end egentlig sang. I filmversionen fra 1964 blev rollen spillet af Rex Harrison, som efter sigende ikke var en stærk sanger og derfor blev sangene lagt om til deklamation. Den tradition lever videre og Peter Plaugborg løser opgaven flot.

Professor Higgins fremstår som en victoriansk Incel. Hans arrogance og kvindesyn udpensles tydeligt, måske lige tydeligt nok. Nogle gange hamres pointen så hårdt igennem, at figuren mister nuancer. Plaugborg kaster sig ud i fysisk komik i et omfang end ikke Mr. Bean kunne gøre efter. Det tipper over og gør Higgins mere karikeret end nødvendigt.

Oberst Pickering, spillet af Kim Hammelsvang, er det rolige, fornuftige modspil. Med timing og erfaring skaber han balance.

Eliza Doolittle spilles af Sofie Topp Christensen med yndefuld sødme, men hun mangler den vokale og sceniske gennemslagskraft, der skal til for at matche to så markante herrer. ‘I Could Have Danced All Night’ og ‘Just You Wait’ brænder ikke helt igennem og Eliza bliver mere forsigtig end forvandlet heltinde.

Freddy Eynsford-Hill (Sebastian Harris) er en lidt utaknemmelig rolle. Efter to timers udvikling ender Eliza med en mand, hun knap nok kender. Det var måske romantisk engang; i dag virker det som et dramaturgisk hul. Harris leverer dog en smuk ‘On the Street Where You Live’.

Tommy Kenter og Susse Wold tilfører tyngde og elegance. Kenters Alfred Doolittle er en komisk perle, jeg klukkede helt ned i maven af grin. Kenter er en mester i det humoristiske håndværk, snor publikum om sin lillefinger og vi elsker det. Wold er den myndige og fornuftige mor, der står i skarp kontrast til Higgins’ snæversyn. Hendes rolle er lille, men vigtig.

Jeg kan som regel acceptere, at ældre værker afspejler deres tid, men i 2026 er My Fair Lady indimellem decideret tåkrummende. Higgins’ nedladende og kvindefjendske udfald er svære at grine ad. Ja, sådan talte man. Ja, publikum morede sig. Men det er ubehageligt at være i.

Handlingen kan virke skævt disponeret, indtil det går op for én, at historien ikke er en kærlighedshistorie. Så falder brikkerne bedre på plads. Det er en fortælling om identitet og selvstændighed. Eliza vil have et bedre liv, men på sine præmisser og ikke for enhver pris.

Slutningen rummer en feministisk kant: Eliza kan forsørge sig selv, men som kvinder på den tid, må hun alligevel gifte sig med manden, der venter på dørmåtten. Respektable kvinder kan ikke være ugifte. Bum.

Teenageren overlevede og det er i sig selv en pointe. My Fair Lady kan stadig fungere som kulturel dannelse. Det er en klassiker, man “bør” kende og den giver anledning til samtaler om klasse, sprog og sociale koder. Vi dømmer stadig hinanden på kommunikation, både ord, tøj og kropsholdning.

Og så er musikken ganske enkelt uimodståelig. Vi gik ud i snestormen efter forestillingen og nynnede ‘I Could Have Danced All Night’. Lidt malplaceret, men et meget godt tegn.

Titel: My Fair Lady
Iscenesættelse: Martin Lyngbo
Spillested: Det Ny Teater
Periode: 5. februar. 2026 til 26. april 2026
Genre: Musical