⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Stærkest opsætning til dato

To rodløse mennesker prøver at tvangsmodne et forhold i politisk frostvejr, hvor begge til sidst må sande, at ingen af dem kan nære kærligheden i det lange løb. Det er essensen af CHESS, et spil uden sejre, men med den smukkeste musik musicalgenren har frembragt.

Jeg har lyttet til CHESS siden jeg var 12 år, hvor en klassekammerat havde kassettebåndet med hjem fra London. Dengang forstod jeg ikke historien, men musikken greb mig. Det har den gjort lige siden. Jeg har set forestillingen i adskillige versioner, ofte produceret af Mikkel Rønnow Musicals, og denne opsætning på Det Ny Teater er den stærkeste til dato.

Historien udspiller sig under den kolde krig, hvor den amerikanske skakspiller Freddie Trumper møder den sovjetiske spiller Anatoly Sergievsky ved verdensmesterskabet. Midt i politisk propaganda og stormagtsspil forelsker Anatoly sig i Freddies sekundant, Florence. Han hopper af til vesten for at være sammen med Florence og forlader dermed kone og to børn hjemme i Sovjetunionen. Kærligheden bliver farlig, og valget mellem pligt og følelser får konsekvenser for alle tre.

I denne opsætning har man valgt en firkantet, næsten klaustrofobisk boks scene, hvor gulvet lyser op i felter som et skakbræt og signalerer at mennesker reduceres til brikker i et større spil. Det er enkelt og et klogt valg. Musikken er forestillingens egentlige hovedperson og den skal scenografien ikke konkurrere med. Neonlys, få pangfarver og 80’er-silhuetter skaber de nødvendige sceneskift uden overflødige effekter. Tak for at skåne os for ensemble forklædt som skakbrikker. Det er en misforståelse at CHESS skal tolkes bogstaveligt.

CHESS er en smeltedigel af musiske stilarter man aldrig skulle tro passede sammen. Pop, folkemusik, kormusik, rock og klassisk musik smelter sammen i harmoni, der griber direkte om hjertet. De store bangers som ‘Anthem’, ‘Nobody’s Side’ og ‘I Know Him So Well’ bliver leveret med fortjent andægtighed, ingen forstyrrende scene gimmicks tager opmærksomheden, det er især vigtigt for handlingen bæres netop i sangteksterne. Når der bliver sunget, skal vi lytte.

Et nummer der sjældent bliver fremhævet, men stråler er ‘The Soviet Machine’. Her går Søren Bech-Madsen (diskret Lenin look-alike) og det mandlige ensemble all-in i et militaristisk showdance nummer, mens han indvier os i hans skumle planer. Det er underholdende og præcist.

Xenia Lach-Nielsen er den perfekte Florence, ingen kommer i nærheden af hendes fylde på scenen og vokale præstation. Hun er født til at synge ‘Nobody’s Side’. Xenia bærer alle sider af Florence både det bløde og det hårde og formidler 80’ernes ‘business woman’ vibe med skarpe skulderpuder til perfektion. 

Jeg så forestillingen tre gange med henholdsvis Thomas Høj Falkenberg, Simon Nøiers og Søren Launbjerg som Anatoly og det var tre nuancer af den samme karakter. Falkenberg imponerede med teknisk styrke og autoritet. Nøiers havde lidt mindre vokal tyngde, men en rå sårbarhed, der gjorde Anatolys indre konflikt mere umiddelbar. Launbjerg placerede sig mellem de to og skabte en helstøbt balance, teknisk solid og med fornemmelse for karakterens skrøbelighed. Rollen kan bære flere fortolkninger og vidner om en produktion, hvor castets forskelligheder beriger helhedsoplevelsen.

Frederick Trumper bliver spillet af Anders Gjesing og han var forestillingens vidunderlige overraskelse. Anders spiller Freddie med en gysende kombination af charme, narcissisme og sårbarhed. I sangen ‘Pity the Child’ glemte jeg næsten at trække vejret i ren målløshed over både Anders’ vokale præstation og den måde, hvorpå han blottede karakterens skrøbelighed bag den aggressive facade.

Der er ét problem med CHESS som altid har eksisteret: Betegnelsen ‘musical’ dækker simpelthen ikke over hvad CHESS er. Derfor kan nogle publikummer føle sig forvirret over hvad de er gået ind til. Til en af forestillingerne sad jeg ved siden af et ungt par, der overvejede at gå i pausen, for som de sagde “Det er jo opera!” De har en pointe. Ordet Musical bliver ofte associeret med forestillinger hvor handlingen er enkel og det er tydeligt hvem der er skurke og helte. CHESS gør ingen af de ting, den kræver koncentration og forærer intet.

Derfor bliver tekstforståelsen meget vigtig. I den del af musikken hvor den mest komplekse handling ligger, bliver ordene sunget med en fart som maskingeværskud og meningen drukner simpelthen. Her kunne et diskret tekstanlæg være en fordel.

CHESS er ikke en musical for nybegyndere. Men for den, der vil udfordres musikalsk og dramatisk, er det en oplevelse i særklasse. Mikkel Rønnow Musicals har (med)produceret flere versioner af CHESS gennem årene, de er blevet bedre og bedre for hver gang og denne version må siges at være højdepunktet. Kan den gøres bedre? Det tror jeg ikke, men hvis nogen gør et forsøg, så skal jeg helt sikkert se den. Igen.

Titel: CHESS – The Musical
Instruktør: Markus Virta
Spillested: Det Ny Teater
Periode: 25. september til 7. december 2025
Genre: Musical