⭐⭐⭐⭐

Robert Carsens opsætning af Idomeneo er noget af det mest visuelt gennemførte, jeg længe har set, og Sine Bundgaards Elektra brænder helt igennem.

Skal jeg fortælle dig en hemmelighed? Jeg er faktisk ikke særlig vild med Mozart-operaer. Jeg finder ofte alle de der forviklinger, forvekslinger og fald-på-halen-komedier ret uinspirerende (med Don Giovanni som en klar undtagelse). Når det gælder opera, er jeg mere til en god tragedie. Derfor tænkte jeg faktisk, at Idomeneo fortjente en chance.

Historien i sig selv er ret ud af trit med nutiden, det var den sådan set også på Mozarts tid. Så hvordan giver man publikum lyst til at se Idomeneo, når nu musikken er så vidunderlig? Her forsøger man at gøre historien relevant ved at placere den midt i et nutidigt krigsbillede med flygtningestrømme og mennesker fanget i kaos. Det virker faktisk ret godt.

Idomeneo foregår i kølvandet på den trojanske krig, hvor kong Idomeneo vender hjem til Kreta med trojanske krigsfanger, blandt andre prinsessen Ilia. Hun forelsker sig i Idamante, Idomeneos søn, mens Elektra også kæmper om hans kærlighed.

På hjemrejsen bliver Idomeneo fanget i en voldsom storm og lover havguden Neptun at ofre det første menneske, han møder på land, hvis han overlever. Da han når kysten, er den første, han møder, sin egen søn.

Julia Jones dirigerer Mozarts dramatiske mesterværk med Det Kongelige Kapel, flankeret af Det Kongelige Operakor og hele 80 statister. Godt der er rigeligt plads på scenen.

Storheden og den kæmpe logistik, som er en del af krig, mærkes konstant. Krig er en velsmurt maskine midt i kaos, og det er fremragende visualiseret her.

Handlingen er flyttet frem til nutiden og placeret midt i krig og flygtningekrise. Robert Carsen sætter operaen på en middelhavsstrand omgivet af hegn, bevogtende soldater og Neptuns bølger.

Scenografien er kørt op i højeste gear, og det er noget af det fedeste, jeg længe har set. Det store lærred ved bagscenen bruges konstant til projektioner af hav, storm, bombede byer og brusende bølger. Nogle gange er det underspillet med en næsten stille strandkant, andre gange eksploderer scenen i uvejr og kaos.

Lys bruges i stor stil til at skabe følelsen af vejret og stormen. Sammen med videoprojektionerne føler man virkelig, at man står på stranden. Man får næsten D-Dag-vibes. Lyset leger også med skygger, så mennesker og skikkelser vokser og bliver større end de er.

Det er den mest overbevisende storm, jeg har set på en scene.

Krig bliver også skildret som et system og et sammenhold. Soldaterne sidder synkront og spiser, åbner dåsesodavand i takt til musikken, og selv nedtagningen af et telt bliver en koreograferet del af forestillingen. Små greb, der fungerer godt til at lette den ellers tunge stemning.

Der er kæmpet virkelig godt for at gøre Idomeneo relevant i 2026, men der mangler alligevel noget, før den kommer helt op at ringe. De store fortællinger om græske guder og havuhyrer føles nogle gange presset ned i en moderne form, som fungerer bedre visuelt end dramatisk.

Historien er stadig så fantasifuld og fjern, at man ikke altid føler helt med karaktererne. Jeg sad personligt og håbede mere på, at Idamante ville ende med Elektra frem for Ilia. Men synet på hvilken slags kvinde en prins burde vælge på Mozarts tid, er selvfølgelig noget ganske andet end i dag. Den ærbare og lidt kedelige kvinde stod stærkere end den selvstændige og passionerede.

Musikalsk mærker man, hvorfor Idomeneo regnes som Mozarts første store opera. Her er stadig den elegance og lethed, man forbinder med Mozart, men også en mørkere og mere dramatisk tyngde, som klæder historien virkelig godt.

Niels Jørgen Riis spiller titelrollen med stor myndighed som den aldrende monark, der fortvivles over valget mellem sin søn og sit folk.

Aftenens helt store højdepunkt var dog Sine Bundgaard som Elektra. Med sin kraftfulde stemme og personlighed var hun både intens og overbevisende. Hun gav Elektra både styrke og nuancer. Særligt i andenaktsarien, hvor Elektra drømmer om en fremtid med Idamante og træder frem i kjole frem for uniform, fik figuren et lettere og mere håbefuldt udtryk. Hun brager imponerende igennem i tredje akt i den højdramatiske ‘D’Oreste, d’Aiace’. Det er svært ikke at holde mere med Elektra end med operaens egentlige kærlighedspar.

Gert Henning-Jensen leverede en overbevisende Idamante, særligt i den centrale scene i første akt, hvor han møder sin far på stranden. Han fik fint indfanget figurens oprigtige godhed og medmenneskelighed, som også kom smukt til udtryk i relationen til Ilia.

At føre handlingen frem til nutiden fungerer på både godt og ondt. Forestillingen gør et stort arbejde for at skabe nutidige billeder, som kan gøre historien relevant for os i dag, og langt hen ad vejen lykkes det virkelig godt. Men nogle steder føles det stadig, som om operaens mytologiske univers og moderne krigsæstetik kæmper lidt mod hinanden. Vores følelsesmæssige forbindelse til karaktererne bliver derfor ikke helt stærk nok.

Hvis man normalt synes, at Mozart-operaer kan blive lidt lange eller fjollede, så er Idomeneo faktisk et overraskende godt sted at starte. Her er tragedien, alvoren og de store billeder i centrum.

Det er måske ikke en forestilling, der gør alt perfekt dramatisk, men musikken er fængende og visuelt er den fuldstændig overvældende. Hvis alle Mozart-operaer havde så meget storm, kaos og undergang, var jeg måske blevet fan noget før.

Titel: Idomeneo
Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart
Iscenesættelse: Robert Carsen
Spillested: Det Kgl. Teater, Operaen
Periode: 9. maj til 6. juni 2026
Genre: Opera