⭐⭐⭐

En moderne Onkel Vanja, et sted mellem Polle fra Snave og Tjekhov. Længsel, stagnation og gyllelugt fylder scenen.

Tjekhov er en klassiker, man bør se og Onkel Vanja er ingen undtagelse. Jeg har set De Tre Søstre for mange år siden, men ellers er det ret nyt territorium for mig. Til gengæld er castet top notch, så forventningerne er høje.

Stykket er skrevet af Anton Tjekhov i 1897 og opført første gang i 1899 i Moskva. Det er et af hans mest spillede værker, kendt for balancen mellem humor og tragedie.

I denne version befinder vi os i nutidens danske landbrugsland, hvor Sonja og hendes onkel Vanja i årevis har knoklet for at holde familiegården kørende. En væsentlig del af forretningen er at performe en nostalgisk øko-idyl for turister, selvom virkeligheden er noget helt andet. Da Sonjas far, en pensioneret professor, flytter ind med sin unge hustru Helene, begynder gamle frustrationer og uforløste følelser at presse sig på. Arbejdet glider i baggrunden og da professoren vil sælge gården, sættes alt på spil.

Instruktør Yana Ross har sammen med scenograf Bettina Meyer flyttet fortællingen til et meget genkendeligt og meget mørkt, dansk landbrug. Lad mig sige det med det samme: Det er en dyster version af livet på landet. Jeg føler, jeg får en lidt københavner/intellektuel forestilling om Udkantsdanmark serveret, det føles lidt arrogant. Er det virkelig så “lort” at bo på landet i et relativt velfungerende og privilegeret land som Danmark?

Men hvis man accepterer præmissen, er den konsekvent gennemført. Alt er snusket, der er mudder overalt og man kan nærmest lugte gylletanken fra bagerste række. Jeg fik en solid Polle fra Snave-vibe. Lyset understøtter det trange og omsluttende og landet fremstår ikke som frihed og åbne vidder, men som isolation og stilstand.

Tempoet er dvælende, måske lidt for dvælende. Har de glemt deres replikker, eller er det en del af legen? Nogle scener er stramme og virkelig velfungerende, men samlet set er forestillingen ujævn med perioder af genialitet.

De musikalske indslag fungerer godt. Sonjas version af Wuthering Heights rammer noget meget præcist, fanget på heden som en slags passiv, kvindelig Heathcliff. Andre steder bliver symbolikken for tung. Elefanten, der bogstaveligt talt kommer ned fra loftet, er lidt for meget: ja, der er en elefant i rummet, det havde vi fanget.

Et af forestillingens stærkeste greb er strukturen: karaktererne bevæger sig i en cyklus. De starter ét sted, tager en større deroute, men ender præcis, hvor de begyndte. Ingen udvikler sig. Alle er frustrerede, men ingen gør noget ved det. Alt fortsætter i samme plovfure. Det er virkelig skarpt formidlet.

Nicolas Bro er fantastisk. Det her er ham i sit es. I scenen, hvor han kommer med blomster til Helene, mærker man skuffelsen helt ind i maven, da det går op for ham, at kærligheden ikke er gengældt.

Mathilde Arcel giver en rørende og frustrerende Sonja, fanget i egne forestillinger om, hvad hun kan og ikke kan. Man hepper på hende, men hun spænder også selv ben. Jens Jørn Spottag er spot on som den selvoptagede professor i fløjlsbukser. Generelt er skuespillerne stærke, men indimellem føles det, som om de spiller ved siden af hinanden frem for med hinanden.

Forestillingens absolutte højdepunkt er dens blik for den falske fortælling om livet på landet. Vi vil så gerne se Søren Ryge møder Morten Korch. Gårdfatter med sixpence, biodynamiske marker og glade børn i solnedgang. Men virkeligheden er hårdt arbejde, økonomisk usikkerhed, isolation og en hverdag uden pause. Det er beskidt, det lugter, og det binder mennesker, nogle gange i generationer. At Vanjas gård kun overlever ved at performe idyllen for turister er en stærk pointe. Verden vil bedrages.

Til gengæld drukner det oprindelige tema om naturen som levende organisme lidt. Lægens monolog om træer føles mere som noget, der skal siges end noget, der udleves. Fokus er klart på de menneskelige relationer, og det fungerer egentlig fint, selvom Tjekhov-purister måske vil mene, at der tages store friheder.

Man kan mærke, at forestillingen er skabt gennem improvisation og nogle gange føles det, som om den stadig er det. Det er modigt, men ikke alle indfald rammer. Nogle nutidsreferencer bliver for interne og når Nicolas Bro pludselig synger ‘I Will Always Love You’, bliver man lidt i tvivl om intentionen. Jeg så forestillingen som forpremiere og har på fornemmelsen, at det er en forestilling, der har godt af lidt tid til at spille sig varm.

Skal man se Onkel Vanja, skal man være klar til at give sig hen og lade forestillingen føre. Den er ikke altid nem, men den er fuld af stærkt skuespil og gode øjeblikke. Hvis man kan leve med, at den ikke serverer det hele og indimellem kører lidt af sporet – på den interessante måde – så er der meget at hente.

Den vil helt sikkert dele vandene og skabe diskussion bagefter. Og det er i sig selv en kvalitet.

Titel: Onkel Vanja
Iscenesættelse: Yana Ross
Spillested: Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Periode: 27. marts til 8. maj 2026
Genre: Skuespil