⭐⭐⭐⭐⭐

Nyd at blive manipuleret med ord og krop

I en tid hvor ordet narcissist slynges i alle retninger, om alt fra mennesker, man er uenig med, til massemordere, er det interessant at dykke ned i, hvad der egentlig definerer narcissistisk adfærd. Narcissisme er ikke en diagnose, men et personlighedstræk, og det kan ikke måles med en blodprøve. Så hvad skiller en narcissist fra en almindelig egoist? Og skal vi overhovedet definere narcissisten ud fra hvad de gør eller snarere ud fra hvad deres handlinger gør ved andre?

Det er netop her, forestillingen Don Juan rammer plet. Vi får ikke en psykologisk profil serveret; vi får en kropslig og sanselig demonstration af, hvordan Don Juan bruger mennesker omkring sig som bolde, der dribles efter hans luner. Og som publikum mærker vi manipulationen helt fysisk både i kroppen og intellektet.

Don Juan følger den berygtede adelsmand Don Juan, der lever et liv styret af begær, frihedstrang og provokation. Han forfører kvinder, bryder løfter, håner religion og udfordrer sociale normer, mens hans tjener Sganarelle hjælpeløst forsøger at holde ham moralsk ansvarlig. Historien bevæger sig gennem en række møder med mennesker, Don Juan har bedraget eller ødelagt og kulminerer, da hans grænseløse egoisme til sidst vender sig imod ham.

Don Juan i denne fortolkning er en intens og fysisk fortælling om en mand, der lever på kanten af alle normer. Han er ikke en elegant aristokrat som i den oprindelig version af Moliere, men en rå, rastløs og destruktiv figur, der konstant søger nye kicks både seksuelt og eksistentielt. Han nægter at lade sig binde af moral eller ansvar. Han vil være fri, koste hvad det vil.

Forestillingen bruger et nutidigt udtryk og et stramt scenisk univers til at vise Don Juan som et menneske, der brænder sit liv af i jagten på grænseoverskridelse. Hvor Molières original lægger vægt på verbal duellering, er denne version mere kropslig og sansebaseret. Musik, lys og fysisk spil understreger Don Juans destruktive energi og gør historien nærværende på en måde, der næsten føles intimiderende.
Nøgenhed og kropslig nærhed mellem skuespillerne mærkes helt ned på de bagerste rækker. Sårbarheden og aggressiviteten bliver ikke bare vist, de bliver overført til publikum. Jeg har sjældent oplevet en forestilling, der så effektivt inddrager publikum uden ord.

Morten Hee Andersen spiller ikke bare for os, han spiller med os. Det er en fryd at blive manipuleret af ham. Han er som en kropslig evangelist, der fanger os med ord, men fastholder os med sit kropssprog. Det handler ikke om en Don Juan, der er fysisk attraktiv; det ville være for banalt. Det handler om overlegenhed, selvsikkerhed og en uhyggelig intelligens, der gør, at selv de mest nederdrægtige udsagn fremstår som guldkorn, når de kommer fra ham.

Når Don Juan taler, lytter man. Punktum.

Birollerne er samvittighedens kor: Sganarelle, spillet af Özlem Saglanmak, fungerer som Don Juans moralske sidekick. Hun er fornuftens stemme i hans selviscenesatte univers, men heller ikke hun er helt immun over for hans charme og det giver en interessant tvivl om, hvor hendes loyalitet egentlig ligger.

Donna Louise, Don Juans mor, spilles af Karen-Lise Mynster. Hun er den splittede mor, der ser sin søns deroute, men som alligevel er fanget i den evige moderlige tro på, at denne gang kan han reddes. Mynster rammer smukt det kærlighedsfængsel, som mange mødre kender: Hvis ikke mor kan tilgive og give én chance mere, hvem kan så?

Morten Hee dominerer så vanvittigt flot i hans skuespillerpræstation, at de øvrige karakterer til tider fremstår lidt blege i hans skygge. Særligt Sganarelle kunne bære mere gennemslagskraft i diskussionerne med Don Juan, hvor karakteren indimellem drukner i ordstrømmen.

Forestillingen vælger en mere alvorlig og nutidig tone end Molières satiriske original. Det fungerer, men jeg savner den samfundskritiske kant. Denne version fokuserer på destruktiv maskulinitet som et individuelt problem, men ikke på de strukturer, der skaber og belønner den. Don Juan er en slags ur-figur for den moderne “The Game”-mand, der bruger charme og social dominans som redskaber til at få sin vilje. Egoister som Don Juan bliver ikke skabt i et vakuum. Der er noget i kulturen, der belønner denne adfærd, og det perspektiv kunne have gjort forestillingen endnu mere vedkommende.

Er du Molière-fan, er denne fortolkning af Don Juan absolut seværdig. Morten Hee Andersens præstation er et spark i mellemgulvet, og jeg tør godt påstå, at alle vil føle sig forført, uanset hvor dumt et svin Don Juan er. Med charme, krop og velvalgte ord kan han få selv det mest absurde til at lyde logisk.

Skuespilhusets opsætning er tro mod grundhistorien, men transformerer den til en moderne fortælling om selvdestruktion. Hvor Molière kritiserer samfundet, undersøger denne version maskulinitetens mørke sider. Det er modigt og dybt vedkommende.

Titel: Don Juan af Molière
Instruktør: Anna Balslev
Spillested: Det Kongelige Teater – Skuespilhuset
Periode: 13. november til 16. december 2025 (repremiere)
Genre: Skuespil