
Lene Kaaberbøls fantasyfortælling fra 2000 har tryllebundet børn og voksne med sit magiske middelalderunivers af drager, trolddom og dramatiske magtkampe. Historien om Dina, der har arvet sin mors evne til at se menneskers inderste hemmeligheder og skyld blot ved at se dem i øjnene, er siden blevet til både film og musical. Det er denne scenemusical, Nørrebro Musicalteater nu har kastet sig over med et ungt og engageret hold på scenen.
Her er ingen stor scene eller overdådig scenografi, men det behøver man heller ikke. De flotte, stemningsfulde projektioner, den kreative udnyttelse af scenerummet og veltimede lydeffekter skaber en fin ramme om historien. Koreografien blander keltisk inspirerede og moderne dansetrin.
Orkestret under ledelse af kapelmester August Mittelstrass er faktisk en af mine helt store fornøjelser ved forestillingen. De spiller både smukt og sikkert og giver musikken og hele forestillingen en nærhed og livlighed, som jeg virkelig sætter pris på.
De unge medvirkende synger flot og levende, og man mærker tydeligt energien og engagementet på scenen.
Og så er der den flotte drage! 🐉 Måske mere nuttet end frygtindgydende, men et herligt indslag, netop som historien bliver allermest dramatisk.
Skammerens Datter er et dejligt eksempel på, hvad et lokalt teater med passionerede mennesker kan skabe. En flot musikalsk oplevelse for hele familen til en særdeles rimelig billetpris.

Titel: Skammerens Datter
Instruktør: Kristian Studsgaard
Spillested: Nørrebro Musical Teater på Biblioteket Rentemestervej, Nørrebro
Periode: 4. november til 14. november 2026
Genre: Musical